Festival laver en omvendt Robin Hood

Smukfest: Sherwood-skoven lukkes for gratister, og der kræses mere for de betalende, når Danmarks Smukkeste Festival for første gang afviser folk uden armbånd.

Artiklens øverste billede
Hegnet om Danmarks Smukkeste Festival er blevet 10 km længere ifølge festivalformand Claus Visbye for at sikre, at kun betalende publikum kommer ind på pladsen. Foto: Joachim Ladefoged

Skanderborg Festivalklub tager fra de fattige og giver til de rige ved den forestående 35. udgave af Danmarks Smukkeste Festival.

Resultatet skal blive en bedre totaloplevelse med større tryghed og mere bevægelsesfrihed, håber festivalformand Claus Visbye.

»Nu retter vi fokus alene mod de betalende gæster, som gerne skal opleve en endnu bedre stemning og en bedre festival i det hele taget. Jeg vil ikke sige, at vi lukker os om os selv, men vi gør nogle ting i år, som skal langtidssikre festivalen,« fastslår han.

Under sidste års festival blev arrangøren kritiseret for, at der var for mange mennesker inde omkring Bøgescenerne, da Prince spillede på festivalens officielle åbningsdag onsdag.

Den efterfølgende publikumsundersøgelse viste desuden, at mange var irriterede over at skulle vente i lange køer til shuttlebusser og at skulle kæmpe om pladsen på campingområdet med folk uden festivalarmbånd – og som således ikke havde givet en krone for deltagelsen.

I år er hele festivalområdet derfor hegnet ind, og der er kun adgang til parkeringspladser, campingområder og busser for folk med et festivalarmbånd.

»Vi har i mange år ladet andre – primært af hensyn til borgerne i Skanderborg – få gratis adgang til en del af festen ved at spille musik uden for pladsen og lade adgangen til bl.a. bodgaderne og senere Sherwood-området være fri. Vi har bare måttet erkende, at Danmarks Smukkeste Festival er blevet så populær, at folk kommer langvejs fra for at få en gratis teltplads og en snas af oplevelsen,« forklarer han.

Skøn: 12.000 gratister

Ingen aner, hvor mange der tidligere har deltaget i festen uden at betale. Men et kvalificeret skøn baseret på oplysninger fra bl.a. politiet og de ansvarlige for gratis-områder og musiktelte er, at op mod 12.000-13.000 gratister dagligt tog del i løjerne. Det satte sit præg på festivalen, erkender festivalchefen.

»I forbindelse med forfesten på Kærlig Heden fra søndag til tirsdag oplevede vi et stemningsskifte, når gratisterne fik lov at komme ind om onsdagen. Det har givet utryghed, og nogle kom ikke for at deltage i festen, men for at lave ballade og kriminalitet,« betror Claus Visbye.

»Hvis man har betalt knap 2.000 kr. for sin billet, så har man lyst til, at det skal være en god fest. Det gør gratister ikke nødvendigvis. Og hvis vi har godt 10.000 ekstra gæster, som ikke tager ejerskab i festen, så har vi et problem. Et andet ikke uvæsentligt problem var, at folk med billet fandt det urimeligt, at de skulle betale for de andre.«

Myndighederne har vurderet, at området og dets faciliteter kan rumme 50.000-55.000 personer. Men med yderligere 12.000-13.000 gratister har presset på toiletter og andre faciliteter været øget, og pladsen i f.eks. det frit tilgængelige Sherwood-område har været for trang.

Mistænkt for kriminalitet

Østjyllands Politi har desuden i en årrække tilskrevet en stor del tyverier fra biler, telte og anden form for kriminalitet den del af gæsterne, som ikke bar armbånd. Derfor har politiledelsen også presset på for at øge sikkerheden og trygheden ved at lukke festivalen.

»Politiet har faktisk givet tilladelsen i år, under forudsætning af at vi lukkede festivalen mere af. Hvis jeg var myndighed og havde ansvaret for sikkerheden, ville jeg også kræve, at der var styr på den del af arrangementet, så det kan vi godt forstå. Vi ønsker også at være en ansvarlig arrangør,« erklærer Claus Visbye.

Bestræbelserne på at holde uventede gæster ude er imidlertid en kostbar affære. Skanderborg Festivalklub har måttet sætte yderligere 10 km hegn op i år, ligesom der er kalkuleret med 400 ekstra frivillige til at patruljere langs hegnet og holde vagt ved flere passager.

»Vi har ikke regnet ud, hvad det koster ekstra, men det er en udgift, som vi gerne tager. Vi ser det som en investering i fremtidens festival. Selvfølgelig har vi også tjent penge på gratisterne, som har givet omsætning i vores boder uden for pladsen. Risikoen ved at fortsætte på den måde er, at vi fremover taber penge på vores kernepublikum, fordi folk vælger os fra.« Ind og ud og ind igen på Kærligheden

Kritiske læserbreve

Lukningen har som forventet været upopulær blandt skanderborgensere, som har følt, at det var fair, at de havde gratis adgang til en del af glæderne, når de skulle være værter og tåle belastningen af byen – både før, under og efter festivalen. Nogle borgere har f.eks. ytret sig kritisk i læserbreve, men festivalformanden havde forventet flere protester.

»Faktisk har der været forbavsende lidt kritik. Generelt har der været forståelse – også politisk – for, at vi har været nødt til at tage nogle nødvendige skridt for at gøre festivalen bedre for dem, som har betalt for at være med,« siger formanden, som mener, at festivalklubben allerede har fundet nye veje til at give Skanderborg noget tilbage for værtsskabet.

»Ud over at give byen hvad en stor landskendt festival måtte give af omtale, goodwill osv., har vi etableret spillestedet Walther nede på hovedgaden. Vi bruger omkring 1,5 mio. kr. om året på driften og holder omkring to koncerter om ugen. De fleste af de arrangementer er gratis, og det er vores måde at sige tak for lån af skoven på.«

Festivalen har også skåret ned på antallet af personer, som kan få adgang til festivalen, så omkring 4.000 færre – fordelt på partout- og endagsbilletter, medhjælpere og inviterede gæster – vil blive lukket ind. Der vil derfor på intet tidspunkt blive flere end 52.000 på festivalområdet i år, vurderer formanden.

Skoven aflastet

Indskrænkningerne er led i en naturlig tilpasning, som også omfatter en række fysiske forandringer. Skanderborg Festivalklub har efter aftale med kommunen fjernet belastningen fra nogle skovområder ved at lukke bodgader og festivalområder ned og reetableret skoven ved at flytte træer og plante nye. Til gengæld har andre træer måttet vige for det nye Sherwood-område, som er udtryk for festivalens planlagte forskydning mod sydvest.

Festivalområdet Kærlig Heden et par kilometer ude af skoven ved motorvej E45 er resultatet – og er i sig selv med til at aflaste skoven. Det tidligere parkeringsareal rummer nu sin egen lille fest i festen med camping og forfest fra omkring søndag middag. Opvarmningen og de festlige indslag kulminerer tirsdag med talentkonkurrencen Karrierekanonen.

»Gæsterne har taget godt imod de nødvendige forandringer, som vi har måttet foretage, og de skulle også gerne opleve forandringerne som positive. Sherwood skal nu blive et område, hvor folk kan gå ud fra koncertområderne og få lidt frisk luft og have mulighed for lidt større armbevægelser,« forklarer Claus Visbye.

Håbet er, at publikum vil føle, at arrangøren har taget kritikken alvorligt, og at der i år bliver kræset mere for dem – og detaljerne.

»Der kommer simpelthen flere lys i lagkagen. Vi flytter også rundt på nogle installationer, så der bliver bedre plads. En ny tunnel, som vi fik lavet i foråret under vejen ved Kærlig Heden, skal også forhindre, at krydsende fodgængere bremser shuttlebusserne, som der tidligere har været store problemer med.«

»Vi er også i gang med at lægge sidste hånd på nogle flotte barer, som folk gerne skulle tage vel imod. Vi har i det hele taget forberedt nogle ting, som skal forbedre oplevelsen,« siger han og henviser til, at festivalen i år vil give folk mere af det, de har efterlyst i publikumsanalyser fra tidligere, f.eks. mere motion.

»Mange motionerer dagligt derhjemme og er i god form, men de oplever, at et lille uge på festival sætter dem noget tilbage. Folk vil gerne røre sig, så derfor giver vi nu publikum mulighed for at dyrke yoga, zumba, spinning og crossfit. Det lyder som en mærkelig aktivitet i festivalsammenhæng, men det tror jeg meget på.«

Hegnet om Danmarks Smukkeste Festival er blevet 10 km længere ifølge festivalformand Claus Visbye for at sikre, at kun betalende publikum kommer ind på pladsen. Foto: Joachim Ladefoged

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.