Grundkøbere kan få foretræde
Beboere, der risikerer at få en højhastighedsbane tæt på, får mulighed for foretræde for teknisk udvalg.
Beboere i Solbjerg og andre, der risikerer at få en kommende højhastighedsbane tæt på eller direkte gennem deres ejendom, får mulighed for foretræde for teknisk udvalg, inden Aarhus Kommune sender sit endelige hørinssvar til Transportministeriet om planerne om elektrificering og timedrift mellem de store byer København, Odense, Aarhus og Aalborg.
Under byrådets behandling af sagen sagde Gert Bjerregaard (V), at Aarhus får for lidt ud af aftalen om togfonden, og han kritiserede, at grundkøbere og lodsejere især i Solbjerg ikke var orienteret rettidigt.
Knud N. Mathiesen (DF) kunne ikke forstå, at folk, der havde købt grund af kommunen for nylig uden viden om jernbaneplanerne, ikke fik mulighed for at trække handlen tilbage.
I øvrigt var der bred opbakning til togfonden og timemodellen. Teknikrådmand Kristian Würtz (S) kaldte det for det bedste forslag fra Transportministeriet i mange år, Jan Ravn Christensen (SF) ønsker fokus på tidsplanen, så beboere tæt på får vished, men var nervøs for, om der bliver afsat penge nok til ekspropriation af de grunde, der bliver berørt.
enø