Formand: En forventet sparerunde

Interview: Balance i budgettet var et krav til rektor, da han blev ansat, siger Michael Christiansen, bestyrelsesformand for Aarhus Universitet.

Artiklens øverste billede
For Michael Christiansen, bestyrelsesformand for Aarhus Universitet, kommer sparerunden ikke som en overraskelse. »Vi kunne godt have bremset op for to år siden, men det fandt vi ikke tilrådeligt midt i den faglige udviklingsproces,« siger han. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Da rektor Brian Bech Nielsen i onsdags sagde følgende sætning i Anatomisk Auditorium på Aarhus Universitet, blev der meget stille blandt medarbejderne på tilhørerpladserne:

»Besparelserne har en størrelse, som desværre vil betyde, at vi kommer til at sige farvel til en række medarbejdere.«

Nogle virkede chokerede, nogle skuffede, mens andre formentlig var mentalt forberedt på, at der kunne være fyringer i ledelsens spareplan, som skal beskære omkostningerne med 200 mio. kr. inden 2015.

For Michael Christiansen, bestyrelsesformand for Aarhus Universitet, kommer sparerunden ikke som en overraskelse:

»Det har ligget klart hele tiden, at det vil være nødvendigt at få balance i regnskabet fra 2015 enten ved øgede indtægter eller ved besparelser. Det har stået fuldstændig lysende klart,« siger formanden.

Til februar har han fire-års jubilæum i Aarhus Universitets bestyrelse. Han indtrådte i bestyrelsen i 2009 og blev formand i februar 2011, så han har været med hele vejen gennem de seneste små fire års turbulens på universitetet.

En måned efter hans udnævnelse som formand udkom den såkaldte 9. marts-rapport, der har været manual for den storstilede omstillingsproces, som universitetet har været igennem de seneste år.

En proces, som har affødt masser af kritiske røster fra universitetets medarbejdere og studerende, men Michael Christiansen anerkender ikke en vurdering af, at der har været stor modstand mod processen.

»Jeg tror, at langt de fleste medarbejdere har været fuldstændig enige i beslutningen om den faglige udviklingsproces. Jeg har stået i mange forsamlinger på universitetet, og jeg har aldrig oplevet en massiv modstand. Tværtimod har jeg oplevet en meget stor opbakning til den strategiske beslutning,« siger formanden.

Men han anerkender, at processen ikke har været problemfri:

»Medarbejderne har sagt, at de har oplevet store administrative problemer ved omlægningen, som har gjort dem dybt frustrerede, og der har bestyrelsen sagt til ledelsen, at de problemer må løses,« siger han.

Man kunne også have undladt den faglige udviklingsproces?

»Det var ikke en mulighed, for der var stor enighed om, at det var den rigtige vej. Det er en transformation af Aarhus Universitet, hvor universitetet gennem en årrække er gået fra at være et regionalt og lokalt universitet til at være et globalt universitet. Det er den beslutning, jeg har været med til at træffe, og den står jeg inde for. Det er en nødvendig forudsætning, hvis Aarhus skal have et globalt universitet, og det bliver der ikke rokket ved i min formandstid,« siger han.

Formanden anerkender, at omstillingen har kostet penge. For det gør den slags.

»Det er ikke gratis at foretage store fusioner og omlægninger. Mit synspunkt har hele tiden været, at de udgifter, som er forbundet med den faglige udviklingsproces og de store tilpasninger, måtte man ikke holde igen med. Det har været et klart signal fra bestyrelsen til begge rektorer, at vi kan og vil ikke foretage den opbremsning, før den faglige udviklingsproces er på plads. Ellers havde vi sat os lige midt imellem to stole,« siger han.

Men hvorfor valgte I ikke at bremse op for at undgå en stor sparerunde?

»Det kunne man godt have gjort, men så var besparelserne bare kommet tidligere. Vi har i et par år valgt at have underskud og bruge af egenkapitalen, for vi er overbeviste om, at det er den rette måde at gøre det på. Vi kunne godt have bremset op for to år siden, men det fandt vi ikke tilrådeligt midt i den faglige udviklingsproces,« siger han.

Der er medarbejdere, som kommer til at betale prisen ved at miste deres arbejde?

»Ja, men de kan så glæde sig over, at det er to år senere, end det ellers ville have været. Hvis bestyrelsen for to år siden havde krævet balance i økonomien, så havde man skullet foretage disse besparelser for to år siden. Det var man ikke kommet udenom,« siger Michael Christiansen.

Og han fastslår, at planen hele tiden har været, at der skal være balance om to år.

»Bestyrelsen har sagt til rektor, at nu har vi haft underskud tre år i træk, og det slutter i 2015, så der må omstillingerne være færdige, og så skal vi tilbage i balance,« siger formanden med tilføjelsen:

»Og det fik rektor at vide, da han tiltrådte.«

Sparerunden kommer i en tid med dårligt arbejdsmiljø og skaber øget usikkerhed hos medarbejderne?

»Det er helt klart, at en hvilken som helst sparerunde skaber en usikkerhed, og jeg er enig med rektor i, at det ikke er en ønskesituation for en tiltrædende rektor,« siger formanden og nævner igen, at sparerunden ikke bør komme som et chok:

»Det har stået klart for alle, at hvis vi ikke fik stigende studentertal og flere eksterne bevillinger, så ville besparelser være en nødvendighed.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.