Riis Skov-kro er til salg

Sjette Frederiks Kro i Riis Skov har en unik placering og en lang historie. Men hvem vil købe den?

Artiklens øverste billede
Sjette Frederiks Kro sælges til højestbydende. Et gæt er, at kroen bliver handlet til mellem fem og syv mio. kr. Foto: Carsten Andreasen

Unik placering, byhistorisk vingesus, bevaringsværdig bygning og så en tilhørende lejlighed på 100 kvm. i liebhaverklassen.

Hvis det lyder fristende, så er det frem med tegnebogen. Sjette Frederiks Kro, der har ligget i Riis Skov siden 1826, er nemlig sat til salg.

Aarhus Kommune ejer kroen og har i mange år ønsket at sælge den, hvilket dog ikke har været muligt, fordi kroen ligger i fredet skov.

Men nu har nye og mere lempelige regler hos Skov- og Naturstyrelsen gjort det muligt at sælge.

»Vi synes ikke, at det er kommunens opgave at drive en kro, derfor har vi længe ønsket at sælge den,« siger Hans Peder Larsen, afdelingschef i ejendomsforvaltningen i Aarhus Kommune.

Men en evt. kommende køber skal være forberedt på, at der følger visse krav og forventninger med i købet.

»Vi går selvfølgelig op i, at stedet bliver ordentligt bevaret. Men det eneste deciderede krav, vi stiller, er, at der fortsat skal være restaurant,« siger Hans Peder Larsen.

Hans Peder Larsen mener desuden, at det vil være så godt som umuligt at få lov til at lave væsentlige ombygninger, da Sjette Frederiks Kro er vurderet til at have en meget høj bevaringsværdi.

Svært at tjene penge

Nybolig, der formidler salget, vil ikke oplyse, hvad kroen koster, da den er sat til salg til højest bydende uden en mindstepris.

Steen Stenstrup, der ejer Hotel Villa Provence og har formidlet salg af kroer adskillige gange, tør til gengæld godt give et bud.

»Jeg vil gætte på, at sådan et sted koster et sted mellem fem og syv mio. kr.,« siger Steen Stenstrup.

Steen Stenstrup påpeger desuden, at mængden af restriktioner, der følger med i salget, har stor betydning for, hvor attraktivt det er.

»Lejligheden er super attraktiv. Men det er svært at tjene penge på at drive restaurant, og hvis der så oven i købet også er en masse restriktioner, kan det blive rigtig svært,« siger Steen Stenstrup.

Steen Stenstrup har tre bud på, hvem der kan finde på at købe kroen.

»Det ideelle vil nok være et par, der både kan drive det og bo der. Men det kunne også være nogle dygtige innovative kokke, som synes, det er vildt charmerende, og som gerne vil lave noget trylleri ude i skoven. De vil måske bare leje lejligheden ud. Og så er der velhaveren, der køber det, så hans datter har en lækker lejlighed at bo i, og så lejer han restauranten ud,« siger Steen Stenstrup.

En kongelig kro

Den nuværende forpagter, Bjørn Christensen, har været forpagter i 33 år og er den syvende i rækken af forpagtere, siden kommunen købte kroen i 1875.

Sjette Frederiks Kro, eller Salonen som den oprindeligt hed, var dengang et af byens mest populære steder for middelklassen.

Sammen med pavillonen længere oppe i skoven og en beværtning på Ferdinandpladsen, var Salonen ofte centrum for store arrangementer og koncerter.

Sjette Frederiks Kro, der også var meget besøgt af byens studerende, er måske ikke helt så kongelig beslægtet, som navnet antyder.

Navnet er angiveligt opstået, fordi der gik rygter om, at man engang havde set Frederik VI i et af kroens vinduer.

Et rygte, der blev holdt i live af et smart pr-nummer, som forpagteren benyttede sig af, da den nye restaurant Friheden begyndte at trække aarhusianerne til Marselisskoven.

Den 1. august 1904 begyndte han at afholde årlige skuespil, som hvert år tog afsæt i rygtet om kong Frederik VI's besøg på kroen.

I 1937 besluttede skovudvalget i kommunen at omdøbe stedet til Sjette Frederiks Kro, da man mente, at det ville tiltrække flere turister.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.