Langt mellem perlerne

Kunsten skal forholde sig til sine omgivelser og invitere til dialog. Det er i hvert fald Birgit Johnsens definition på god kunst.

Og den finder medlemmet af Aarhus Kommunes Kunstråd og billedkunstneren ikke i overvældende grad på dette års Sculpture by the Sea.

»Der er lidt for langt mellem værker, som vil noget. Det er ærgerligt,« siger Birgit Johnsen på en gåtur langs stranden.

»Udstillingen er kunstnerisk meget uhomogen, og for mange værker er på et for lavt niveau.«

Dog mærker hun en forbedring fra den seneste udstilling for to år siden.

»Jeg synes, man kan mærke, at niveauet er hævet i år. Flere værker er blevet inviteret og har været udsat for en kvalitativ kunstnerisk kuratering, hvilket er meget positivt. Men det er stadig blandet og også for blandet.«

Dumpet fra Australien

Sculpture by the Sea-konceptet stammer fra Australien og får derfor en overvægt af ansøgere fra australske kunstnere.

»Jeg tror, at udstillingen ville blive klart forbedret, hvis der ikke var gengangere fra Sculpture by the Sea i Australien. Det virker ikke nødvendigvis blot at flytte et værk fra et sted og dumpe det et andet sted.«

Ifølge Birgit Johnsen skal man fortsat arbejde på at udvikle konceptet.

»Det er en fantastisk mulighed for at vise kunst. Udstillingen tiltaler mange, som ellers ikke nødvendigvis kommer på et museum eller et galleri. Det kunne blive en helt fantastisk begivenhed og noget, jeg tror, at folk vil rejse hertil for at se, hvis man tog udstillingen op på et højere kunstnerisk niveau.«

Birgit Johnsen fremhæver Anja Frankes ”Tea with a view #2” som et værk, der fungerer godt. Kunstneren har lavet en ramme i træ, som man kan sætte sig i. Solceller på taget giver strøm til en elkedel, så man kan lave sig en kop te.

»Bogstavelig talt rammesætter værket stedet og den udsigt, der er lige her,« siger Birgit Johnsen og peger ud over havet.

»Man får jo virkelig lyst til at sætte sig her eller nede på stenene og fordybe sig. Værket aktiverer folk på flere måder, og det er et fint værk,« siger Birgit Johnsen.

Oppe i skoven er Birgit Johnsen også imponeret af Janett Cardif og George Bures Millers værk ”Forest (for a thousand years)”.

»En kunstner som canadiske Janett Cardif ville aldrig have været her, hvis man ikke havde inviteret hende. Værket fletter langsomt en anden historie ind i den virkelighed, man sidder i. Det er ret flot.«

Birgit Johnsen håber, at arrangørerne til næste udstilling om to år vil hæve niveauet.

»Det vil styrke eventen, at man højner niveauet endnu mere. Man skal fortsat være kritisk over for sådan en kunstbegivenhed. Men jeg synes, det er et rigtigt godt koncept, som man skal arbejde for at frigøre fra det oprindelige i Australien.«

Fra kritiker til medvirkende

En af flere kritikere af Sculpture by the Sea for to år siden var Jette Gejl, der på det tidspunkt var formand for Aarhus Kommunes Kunstråd.

I år er Jette Gejl selv en del af udendørsudstillingen med værket ”The Garden of natural delight”, som hun har lavet i samarbejde med australske Bjorn Godwin.

De har pakket et bøgetræ stramt ind i bomuldsstof.

»Men sådan et publikumstække skal man passe på ikke at tale ned til folk. Det skal ikke være ønskekoncert a la ”Giro 413”, men der skal skubbes til vores opfattelse af, hvad en skulptur er, og hvad en skulptur ikke er. Vi har lavet processuel kunst. Et værk, der hele tiden forandrer sig,« forklarer Jette Gejl om træet, hvor enkelte blade er sprunget ud gennem indpakningen, men med tiden vil bøgen sandsynligvis dø.

»Vi ved ikke, hvad der vil ske. Men vi ved, at klimaforandringerne hele tiden påvirker vores natur, som kæmper for at tilpasse sig.«

Generelt mener Jette Gejl, at samtidskunst kan være svær at formidle, og hun ser gerne, at Sculpture by the Sea med det store publikumstække vover skindet mere i retning af at udforske skulpturbegrebet.