Invester penge i lokalt asfalt
En gruppe aarhusianere vil selv skaffe penge til en ny cykelsti i deres lokalområde.
Køb en aktie og vær med til at skaffe bedre trafiksikkerhed i Malling og Solbjerg ved Aarhus.
Sådan lyder tilbuddet fra en lokal projektgruppe, som kæmper for at få etableret en cykelsti på Østergårdsvej. Fra på lørdag sætter de folkeaktier til salg, som skal skaffe penge til projektet.
”Hvis man er lokal forankret, og man gerne vil støtte sit lokale samfund, så er det her en fin måde at gøre det på. Og denne her vej er noget, som mange snakker om,” siger Sanne Nissen, talsmand fra projektgruppen, til Jyllands-Posten.
Vil charme sig til mere
Aktierne koster fra 100-10.000 kr., og Sanne Nissen håber, at både private og lokale virksomheder vil byde ind på dem.
”Kommunen siger, at hvis vi kan skaffe et tilstrækkeligt stort beløb gennem folkeaktier og fondsmidler, så er der en meget større chance for, at vi får en cykelsti, end hvis vi ikke selv kommer med noget,” siger hun.
I første omgang håber projektgruppen, at kommunen vil tilbyde dem en sti med stenmelsbelægning. Det er en billigere løsning end en rigtig cykelsti og vil koste ca. 5 mio. kr. for den 8,4 km. lange strækning.
”Det vigtigste for os er at få trafiksikret vejen. Hvis vi starter billigt, kan man måske charme sig til mere hen ad vejen,” siger Sanne Nissen.