Skat ud af palæ
Skat har købt den nuværende amtsgård i Højbjerg og fraflytter frem juli næste år "skattehuset" i Viby, som kommunen herefter regner med at anvende til egne forvaltninger.
Skat - og dermed staten - har købt Amtsgården i Højbjerg med overtagelse fra nytår, og i den forbindelse bliver "skattehuset" på Grøndalsvej 2 i Viby i månederne efter tømt for skattefolk, som midlertidigt har lejet sig ind.
Hos kommunen er man dog ikke ked af, at Skat kun har lejet sig ind med fraflytning i perioden fra april til juli næste år.
Kommunen har nemlig behov for at flytte diverse forvaltninger til det store hus i Viby:
»Der er et oplæg til en kabaleløsning på vej til teknisk udvalg den 7. august, så inden da kan jeg ikke røbe, hvad vi foreslår. Men det drejer sig om en kabale, som skal gå op med flytning af kommunale forvaltninger,« oplyser kommunens ejendomschef, Poul Spliid Pedersen.
Tre mulige købere
Hvad angår den nuværende amtsgård i Højbjerg, var der i princippet tre mulige købere - den ny midtjyske region, Århus Kommune og staten. Det blev sidstnævnte, som købte det store bygningskompleks på Lyseng Allé.
Som det tegner nu, flyttes som nævnt mange skattefolk til Lyseng Allé, en del medarbejdere i den ny Region Midtjylland vil blive på amtsgården, og embedslægeinstitutionen flytter 25 ansatte fra Østergade 1 til amtsgården.
Det samme gælder for Miljøcenter Århus med dets ca. 120 ansatte.