Billeder fra motorvejen

Et web-kamera viser nu døgnet rundt trafik-situationen på motorvejen vest for Århus

Østjyder og andre interesserede kan nu få sig et hurtigt øjebliksbillede af trafikken på motorvejen vest for Århus. Vejdirektoratet koblede tirsdag et web-kamera til hjemmesiden, så enhver med en computer kan klikke sig en tur ud på motorvejen.

»Kameraet er placeret et sted, hvor der er risiko for kødannelser. Derfor kan bilister, inden de kører ud, få et hurtigt overblik over trafiksituationen og på den baggrund for eksempel vælge, om de vil køre på motorvejen eller finde alternative ruter,« fortæller Vejdirektoratets web-redaktør, Jesper Henrik Lyre.

Kameraet er placeret, hvor Silkeborgvej er ført over motorvejen. Kameraet filmer mod nord, så man i baggrunden af billedet kan ane det nye kløverbladsanlæg, som forbinder Herning-Århus motorvejen med E45. Billedet viser trafikken i begge retninger.

Ønske fra trafikanter

»Det har længe været et ønske fra trafikanterne at få et web-kamera på Århus-kanten. Vi regner med at supplere dette kamera med yderligere et kamera på den nye motorvej. Men det er ikke endeligt på plads endnu,« fortæller Jesper Henrik Lyre.

Vejdirektoratet har i forvejen en række web-cams ved motorvejene omkring København. I Jylland er der et kamera ved Limfjorden, et kamera ved Vejlefjordbroen og et i trekantområdet syd for Vejle. Desuden vises der billeder fra Lillebæltsbroen.

»Kameraer er et godt supplement til vores trafikrapporter, og derfor er det planen at sætte yderligere en række kameraer op. Men da et kamera og den tilhørende teknik koster 75.000 kroner, må vi prioritere de områder, hvor der er mest behov først,« siger web-redaktøren.

Den øjeblikkelige situation på motorvej E45 findes på www.trafikken.dk Der er tale om faste billeder, som efter brugerens ønske opdateres hvert 5., 15. eller 30. sekund.

henrik.groenvald@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen