Fremad slog Kolding FC
Aarhus Fremad overraskede med flot sejr på udebane over etableret klub i 1. division.
Amatørerne fra Aarhus Fremad har for alvor stemplet ind i 1. division.
Tirsdag aften slog oprykkeren til på udebane med en sejr over Kolding FC, der er en etableret klub i 1. division.
»Vi vandt 1-0. Er du overrasket over det?«, siger Fremad-træner Anders Gerber.
Det er en artig overraskelse, at oprykkeren Fremad slår en af topkandidaterne Kolding FC blot halvanden uge før turneringsstart.
Mange faktorer
»Det var en træningskamp, hvor mange faktorer spiller ind. Det kan være, at Kolding har trænet meget hårdt eller mangler motivation. Men vi kan bruge resultatet til meget uanset hvad. Det giver selvtillid,« siger Anders Gerber.
Det er præcis et år siden, at de to hold mødte hinanden sidste gang. Det var også en træningskamp. Kolding var netop rykket op i 1. division, mens Fremad stod foran debuten i 2. division vest.
»Vi tabte 5-0. Det var tydeligt i denne kamp, at vi har flyttet os meget siden da,« siger Anders Gerber.
En løs bold
Den tidligere AGF-spiller Mark Jensen scorede kampens eneste mål. Han prikkede en løs bold i nettet i anden halvleg.
»Kolding pressede på efter scoringen, men vi burde faktisk have lukket kampen. Vi brændte to store chancer mod slutningen af kampen,« siger Anders Gerber.