Sex-sag under opklaring
Politiet efterlyser vidner, som måtte have set en meget beruset kvinde og hendes eventuelle mandlige ledsagere natten til lørdag på Stadioncamping.
Skanderborg Politi efterforsker i øjeblikket en meget speciel sædelighedssag i forbindelse med Danmarks Smukkeste Festival. En 22-årig kvinde fra Herning, som er tilknyttet festivalen som medhjælper, blev ved 05-tiden lørdag fundet halvnøgen ved campingområdet. Hun var meget beruset og hævdede, at hun tidligere på natten var blevet sexmisbrugt i et telt i området.
Sagen blev overdraget til politiet, og kvinden blev sendt til undersøgelse på voldtægtscentret i Århus og efterfølgende afhørt.
»Hun har en svag erindring om, at hun har været inde i et telt, hvor der har fundet samleje sted. Hun mener også, at der var en anden mand til stede i teltet. Men hun kan ikke give noget signalement eller udpege teltet,« fortæller vicepolitikommissær Finn Kramer.
Politiet arbejdede lørdag på sagen og efterlyser i den forbindelse vidner, som måtte have observeret den berusede kvinde og eventuelle ledsagere tidligere på natten på Stadioncamping.
»Indtil videre behandler vi sagen som en sædelighedssag, for vi ved ikke, om der har fundet en egentlig voldtægt sted. Men det er under alle omstændigheder ulovligt at udnytte en kvindes beruselse til at opnå samleje med hende,« siger Kramer. grøn