Landet mod vandet

Naturskønheden i Århus Kommune sætter nye rekorder, når man bevæger sig mod det østligste punkt, Hundshøj ud mod Løgten Bugt.

Kun en tåbe frygter ikke hustruen.

Reportageholdet er på vej fra nord mod kommunens østligste punkt, og på hovedgaden i Hårup skubber en mand en topfyldt trillebør i middagsheden.

Hvad er meningen?

»Den er god nok,« svarer Poul Erik Hansen.

»Som I kan se, er trillebøren fyldt med tomme flasker, sodavand, kildevand og vist da også et par ølflasker nederst. Det var konen. Hun var blevet træt af alle de tomme flasker, vi har samlet siden jul, og nu var der ingen vej udenom, sagde hun. Skriv bare i avisen, at det var konen, der sendte mig - så kan det være, at mine venner bedre forstår mig!,« siger han med et underfundigt smil, der signalerer, at han ikke mener, hvad han siger.

Poul Erik Hansen ser undersøgende på fotografen:

»Men noget helt andet - hvorfor stoppede I mig? Er det agurketid for avisen?«

Vel er det så, og i landsbyen, der ligger så langt fra Århus C, som næsten tænkes kan, er de ikke vant til medieinteresse, fornemmer man.

Da reportageholdet sætter sig ind i bilen igen, falder et gardin på den anden side af gaden diskret tilbage i sine vante folder.

Kursen sat mod hundehovedet

Kursen er sat stik øst mod punktet Hundshøj mellem Gl. Løgten mod nord og Vosnæs Pynt mod syd. Det viser sig, at der hverken er seværdighedstegn eller en afmærket sti til punktet, der dog ellers er det østligste i kommunen.

Det bør der rettes op på, og skulle turistforeningen have svært ved at finde frem til stedet, kan de bare spørge.

Man skal gå fra parkeringspladsen op mod Gl. Løgten hen til punktet, enten på skrænten over stranden, hvor der ligger private sommerhuse på række, eller gennem skoven.

Og så er stedet der. Reportageholdet er ikke i tvivl. På et sted, hvor en røn kæmper for livet yderst på en fem meter høj skrænt, opdager vi, at man ved at se den afpillede skrænt fra strandsiden tydeligt kan se aftrykket af et hundehovede med øjne og snude.

Helt sikker kan man jo aldrig være, og usikkerheden breder sig, da vi skal finde "Prædikestolen", en gravhøj, der ligger på en 33 meter høj bakke stik vest for "Hundshøj".

Men vi finder punktet, som desværre er omgivet af bølgende kornmarker.

Fotografen, der efterhånden er blevet grebet af opgaven og er travlt beskæftiget med at fotografere alt under overskriften "Kommunens østligste", har opdaget en død muldvarp midt på skovstien.

»Det er Århus' østligste døde muldvarp,« oplyser han og skyder ivrigt løs.

Joh, såmænd! Og dér er den østligste strandsten, parkeringsplads eller vilde rose.

Et forslag om, at vi følger kommunens østligste sprøjtespor ud til gravhøjen, bliver dog afvist. Vi går naturligvis ikke ind på privat grund.

I stedet går vi på den stenede strand. Ud på vandet ligger et ungt par og nyder solen i en lille båd, der ikke gynger ret meget. En måge sidder på en bundgarnspæl og ser skråt ned mod syd, hvor havnen og Århus ligger.

Nu ved man aldrig rigtig, hvad måger tænker, men måske har den hørt, at den ikke er velkommen i byen, som er godt træt af de fremmede fugle og på flere måder forsøger at skaffe sig af med tilflytterne.

Måske har den læst i avisen, at man skyder da måger - og æder dem bagefter.

Så mågen bliver i hvert fald siddende, og de to unge i båden bliver liggende.

Reportageholdet sætter kursen mod Vosnæsgård og Savmølle Skov, der grænser op til Rosenholm Kommune.

Gods og greve

Vosnæs Gods ejes af Adam greve Knuth og har været i familiens eje siden 1869, men stedets historie kan følges tilbage til middelalderen, da Vosnæsgård lå som hovedgård i landsbyen Vosnæs. I 1725 blev der på stedet opført en trefløjet bindingsværksbygning og anlagt en have i terrasser ned mod vådområderne ved Hulbæk. Godt 100 år efter kom afløseren, et grundmuret bygningsanlæg, som i 1897, da Knuthfamilien overtog godset, blev ombygget til sit nuværende udseende.

Reporteren havde gjort sit hjemmearbejde ved søgemaskinen, men et besøg på godset blev der ikke noget ud af. Der var ingen hjemme, ihvertfald ingen, der ville tale med os, og endnu engang blev det fastslået, at man altid skal melde sin ankomst i forvejen.

Århus på first class

Til gengæld er naturen altid åben. Her går et par nordbagger (kommunens østligste!) og græsser fredeligt, på strandkanten med udsigt står et par ledige kurvestole, om et hjørne på skovstien får man pludselig et betagende kig ud over vandet med et par både for slappe sejl, og bag et tæt buskads åbenbarer en skovsø med vand så brunt som kaffevand sig.

»Det er egentlig en smuk og varieret kommune, man bor i,« funderer reporteren, og fotografen fra Odder Kommune svarer:

»Ja, den er da first class

Dermed antyder han den hidtil mest mærkværdige attraktion i Århus: Danmarksrekorden i antal 1. divionsklubber i fodbold uden for hovedstaden. Vi har nu tre, og den rekord bliver svær at slå, skal man love for.

Måske skulle Århus slå sig op som den mærkværdige kommune.

Der er jo også det med Grenåbanen, som er det mest mærkelige, og endelig kunne man nævne sparekataloget.

Kommunen skal spare 300 mio. kr., men har fundet besparelser på 600 mio., og som i et andet udsalgskatalog er slagtilbudet nu:

Tag en besparelse og slip med det halve!

Løgten-Skødstrup i verdensklasse

»Hvad har sparekatalog og fodbold med det østligste punkt at gøre,« afbryder fotografen, som åbenbart gerne snart vil hjem til Odder.

På vej mod Århus C. passerer vi på vejen en overkørsel for Grenåbanen, og minsandten om ikke bommen går ned, og et tomt tog kører forbi.

Man bliver ærlig talt aldrig klog på den dybere mening med den bane.

Så er der mere mening, ja, man kunne sige selvfølelse, i at Løgten-Skødstrup har udråbt sig som "Et lokalsamfund i verdensklasse". Store bannere forkynder, at der er sportsfest herude 24.-26. august, og vil man vide mere om det storslåede arrangement skal man bare klikke ind på www.skoedstrup.dk

Og vi sætter kursen tilbage mod Stor-Århus, som mere beskedent markedsfører sig som "verdens mindste storby". Man burde tilføje: "I en stor, rigt varieret kommune".

joergen.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.