Kommunisten i kolonihaven

JP Århus tager i disse dage "temperaturen" forskellige steder i den århusianske haveforening Åbrinken, og i dag kommer vi forbi have nummer 104.

»Kommunist-Kay nede i nummer 104. Han plejer ikke at være kedelig!« lyder svaret, da JPÅrhus forhører sig på havegangen, om der findes en farverig person i haveforeningen Åbrinken.

Foran have 104 kan man se, at flere beboere i området tilsyneladende har en original åre.

Hækkene er formet langt mere kreativt end de traditionelt snorlige række af ligusterhække, man ellers ser i kolonihaverne. Beboerne i nummer 104 har bidraget til originaliteten ved at lave små huller i bunden af hækken, hvor der diskret står en påskehare, en fugl og en nisse i træsko.

»Hej, hej - kom indenfor!« lyder det fra to vinkende personer på terrassen i kolonihavehuset "Spar Es", hvor havelågen står åben for besøg.

Det storsmilende pensionistpar, Kay og Grethe Andersen, byder straks på en plads under solparasollen, for med bagende sommersol fra en skyfri himmel er det rarest at søge ly i svalende skygge.

»Vil du have en bajer?« spørger Kay, mens han lader hånden glide gennem det gråhvide fuldskæg, som har fået lidt skum i kanten. Han er selv i gang med en kold øl, hvilket man godt forstår med over 25 graders varme i skyggen - og ingen vind. Kay går i køkkenet efter øl, mens Grethe hviler benene på en skammel, for de kan ikke længere bære hende uden hjælp fra et par krykker. Grethe er årgang 1933, og hun blev smittet med polio i folkeskolen, fordi man endnu ikke vaccinerede mod sygdommen på det tidspunkt.

»Værsgo', her er en tysker!« Sådan præsenteres øldåsen af dansk fabrikat, lovformeligt købt på den anden side af grænsen. Den 64-årige Kay, som kalder sig selv "køre-vende-arbejder" for Grethe, fordi hun skal have hjælp med kørestolen, rykker i klipsen ovenpå øldåsen, hvorefter den velkendte "piiist" lyd underretter ganen om, at svalende humledrik er på vej.

»Skål,« lyder det ud i haven, hvor solsortene i det dejlige solskin kvidrer lystigt og ind imellem efterligner lyden af mobiltelefonens ringetoner.

Kay har et godt smurt snakketøj, der har fulgt ham gennem hele livet, hvor han har været svoren kommunist, og han kan huske mange ting helt tilbage til ungdomsårene.

»Jeg er født i 1941 i Danmarks Klondike. Sådan kaldtes den lille by Søby, 14 kilometer sydvest for Herning, hvor stop for kulimport under krigen gjorde brunkul til en god forretning. Min far var uddannet ved Kirk Telefon, men for at undgå arbejdsløsheden rejste han og familien til Søby, hvor det var knaldhårdt arbejde i brunkulslejrene. Mens entreprenørerne scorede kassen, lå arbejderne hver aften flade efter 12-16 timers arbejdsdag. Hvis ikke en arbejder var kommunist i forvejen, så blev han det hurtigt i brunkulslejren, og selv om vi forlod Søby i 1947 for at flytte til Århus, blev både jeg og mine to brødre kommunister,« fortæller Kay, som knapt var kommet i lære som maler, før han meldte sig ind i kommunistpartiets ungdomsafdeling.

Efter svendebrevet fulgte et par år i militæret.

»Jeg kom ind til militæret som 20-årig, og blev hurtigt valgt til tillidsmand, sikkert fordi jeg altid har været god til at protestere, når der var behov for det - og det var der ved Gud i militæret. Jeg rejste to civilsager mod militæret i Tønder Ret, og jeg vandt faneme!«, lyder det begejstret fra Kay, og Grethe griner.

»Den ene var en sag mod en af mine stuekammerater, som havde været påvirket i middelsvær grad, eller for at sige det, som det var: Han var skidefuld, og så kom visitationen om aftenen.«

"Alle ret!" lød ordren, mens han snorksov. Vi slæbte ham ud på gangen, og så stod han derude og vågnede efterhånden op.

"Jeg skal tisse, jeg skal tisse, må jeg tisse på gulvet?" Han fik ikke noget svar - og da han ikke kunne stå stille, så strøg han ned på lokummet. Det gav ham udsigt til 10 dage i spjældet. Som tillidsmand ringede jeg til sagfører Carl Madsen, som var kommunistpartiets advokat, og han sagde, at anklagen var uberettiget. Det sagde retten i Tønder også, så min kammerat blev frikendt.«

Hurtig på replikken

Under snakken har det lille marsvin Nuser puslet rundt under sofaen på terrassen.

Nu kommer det frem og kikker spejdende ud i haven, inden det piler over i drivhuset og hygger sig med sommerens første agurker.

»Det er et værre hyr med de marsvin, for de skider overalt. Heldigvis har vi kun Nuser nu, for den anden bed én af vores gæster for en måned siden, og den brækkede benet ved samme lejlighed. Så tog vi den tilbage til dyrehandleren for at få den aflivet, men nej, nej sagde dyrehandleren. Benet skulle bare repareres med en tændstik, men så sagde jeg stop. Den skal ikke repareres, når den bider,« betoner Grethe, som ellers er en stor dyreven med masser af fuglekasser i træerne.

»Nuser er stueren - han skider i soveværelset,« kommer det fra Kay, og Grethe griner højt, hvilket hun i øvrigt tit gør, når Kay nærmest på samlebånd leverer hurtige og slagfærdige replikker.

Efter militærtiden ventede et avancement til sekretær i kommunistpartiet, og samtidig mødte Kay den russiskstuderende Jette, som også var medlem af partiet.

»Jeg levede sammen med Jette på polsk, som man jo gjorde dengang i 1963, men så fik vi begge en invitation fra Moskva om at komme på partiskole i selveste kommunismens hjemland. Det ville vi selvfølgelig gerne, men for at bo sammen, skulle vi være lovformeligt gift. De var sgu´ mere snerpede i Rusland end i Frankrig, hvor vi også har været på partiskole i 1966,« konkluderer en indigneret Kay, som hurtigt blev smedet sammen med sin Jette, og derefter kunne de se frem til en kombineret bryllups- og studierejse til Moskva.

»Jeg ved ikke helt hvordan, men på sejlturen til Leningrad, som Sct. Petersborg hed dengang, må der være sket noget i køjen, for efter nogle måneder på partiskolen viste det sig, at Jette var gravid. Da fødslen nærmede sig, valgte hun at tage hjem til Danmark, mens jeg blev derovre,« fortæller Kay, som var en stor beundrer af sovjetlederen Nikita Krutsjov. Den berømte tale i FN, hvor Krutsjov tog skoen af og bankede i bordet, var allerede legendarisk på partiskolen, men pludselig i oktober 1964 blev Krutsjov fjernet fra magten.

»"Krusse" var begyndt at indsætte familiemedlemmer på ledende poster i partiapparatet - det var ikke klogt, så han var vist heldig, han ikke blev klynget op. Nepotisme er altid dumt, og måske var han heller ikke alt for smart, for da han kom til Amerika og mødte præsidenten og alle spidserne i Det hvide Hus, så sagde han: "Godav"........og kiggede sig søgende omkring....."hvor fanden er indianerne?"«

Kay kan også fortælle om Krutsjovs besøg i Danmark, under hvilket han kom forbi Århus og Jyllands-Posten, som lå i Frederiksgade dengang.

»Krusse var inde og kikke på JP, og så spurgte han selvfølgelig høfligt til effektiviteten af maskinerne, og hvad det var for en avis, man lavede - og ledelsen fortalte, at avisen var uafhængig. På et tidspunkt kikkede Krusse på en opsat side og spurgte, hvad alle de mange rubrikker var for noget.

"Det er vores annoncører," svarede JP-ledelsen.

"Sagde I ikke lige, at I var uafhængige," lød Krusses kommentar.«

Kay boltrer sig lystigt i storpolitikken i kommunismen velmagtsdage i 1960-erne og 70-erne, hvor ingen havde fantasi til at forestille sig Berlinmurens fald i 1989. Han har stor forståelse for Fidel Castro, men USA har han ikke meget til overs for.

»Kay er sur på Amerika, fordi han ikke kan komme ind i landet. Det står i hans papirer, at han som kommunist har en dårlig indflydelse på sine omgivelser, og derfor vil amerikanerne ikke have ham ind. Jeg har selv set det i papirerne fra efterretningsvæsenet og udenrigsministeriet, og Kay har endda sin søn, Pelle, i USA. Han er lige fyldt 41 år og arbejder for Lego derovre, og Kay må ikke besøge ham,« fortæller Grethe, og Kay nikker, at den er god nok.

»Når man har været på partiskole i Moskva, så er USA bare lukket land, og heller ikke i Grønland må jeg komme ind. Hele tre gange har jeg fået afslag på arbejde i Grønland, det er sgu lige i overkanten,« synes Kay, som ryster på hovedet over, at Hjemmeværnet heller ikke vil have ham.

I 1973 blev Kay alenefar med to børn, fordi hans kone Jette fik leukæmi og døde kort efter sin 30-års fødselsdag. I 1977 rejste han til Norge og arbejdede fem år ved norsk TV, NRK i Oslo, og ind imellem blev der også tid til fire års studier på Arkitektskolen i Århus. Det gav en del restaureringsarbejde på Koldinghus og Kloster Mølle ved Gammel Ry.

Hamlet på russisk

Kay interesserer sig meget for film, og i Leningrad var han i 1964 med partiskolen inde og se de nationale Len-studier, hvor filmstudierne netop havde færdiggjort en film over Shakespeares "Hamlet".

»Hamlet findes jo i et hav af udgaver, men den russiske udgave er den bedste,« siger Kay med betoning og gør klar til at forklare hvorfor.

»Himmel og hav!« starter Kay sin forklaring og holder en lille tænkepause med blikket vendt mod himlen.

»Den russiske version har, hvad jeg vil kalde mere "sjæl" end de andre udgaver, jeg har set. Alt det med, at han er prins af Danmark og det andet royale - det er barberet væk, så det bliver mere almenmenneskeligt.«

Stortrives i haven

Det er tydeligt, at Kay og Grethe stortrives i kolonihavehuset Spar Es, og på den måde de tiltaler hinanden, skulle man tro, at de var mand og kone gennem flere år. Det er de imidlertid ikke, og trods samme efternavn er de hverken gift eller i familie, men de vedgår gerne, at de er kærester.

»Jeg mødte Kay i Åbrinken den tredje oktober 2000 klokken 10 - oven på en container,« klukker Grethe hjerteligt, og forklarer, at hun skulle aflevere noget affald i containeren, da Kay tilfældigvis var det samme sted.

»Hold så kæft, fru Pedersen,« svarer Kay straks igen uden at Grethe tager notits af det, for hun er så vant til, at Kay tiltaler hende "Pedersen", hendes pigenavn, når han er utilfreds med én af hendes bemærkninger.

Det lidt ældre kærestepar i Åbrinken er ved godt mod, også selv om Grethes sygdom langsomt forværres, og hverdagen bringer nogle hårde hug ind imellem. Kay var igennem en større operation sidste år, som endte med en stomi. Han er erklæret rask nu - men forleden var der ved at være panik på igen.

»Min mor på 95 år bor i de beskyttede boliger i Valdemarsgade, hvor hun har egen lejlighed. Trods alderen er hun stadig frisk som en havørn. Måske lidt for frisk, for i sidste uge skulle hun selvfølgelig op og stå på en køkkenstige for at nå et syltetøjsglas. "Bang", så drattede hun ned og kom på hospitalet, men heldigvis viste det sig, at hun var sluppet med nogle bøjede ribben, så vi slap med skrækken« fortæller Kay, som i en lang årrække tilbragte somrene i moderens kolonihave i nr. 32 i Åbrinken.

Haveforeningen Åbrinkens lille samfund med 139 haver er rigt på menneskeskæbner. En lang og hyggelig eftermiddag er ved at være til ende, og mens Grethe hviler benene på skamlen, følger Kay med ud til havelågen og vinker farvel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.