Støtteklub vil redde Bent J.
En kreds af interesserede dannede i aftes en forening, der skal sikre repertoiret og koncertøkonomien i Jazzbar Bent J. i Nørre Allé.
Netop økonomien i de koncerter, som jazzstedet har en lang tradition for, er det ømme punkt efter bortfald eller reduktion af den offentlige støtte.
Bestyrelsen i Jazzklub Bent J. får derfor som sin første opgave at søge de midler, der skal til.
I første omgang koncentrerer man sig om at skaffe 75.000 kr. for at kunne gennemføre en ugentlig koncert frem til årsskiftet, oplyser formanden, tandlæge og jazzmusiker Jens Søndergaard.
»Staten giver krone til krone, og det betyder, at et kommunalt tilskud på omkring 37.000 kr. er tvingende nødvendigt,« siger han.
Støtte fra rådmand
Kulturrådmand Flemming Knudsen giver sin fulde opbakning til stedet, men kunne kun afgive få konkrete løfter:
»Bent J. Jensen har gennem sine 33 år som ejer af spillestedet skaffet god jazz af verdensklasse til byen, og derfor bør Bent J. bevares. Men det er ikke muligt, mest set i lyset af de store millionbesparelser, kommunen står over for, at give et bindende tilsagn. Man kan kun håbe på, at den dialog, der er i gang mellem kulturforvaltningen og den nye forening, ender med en god løsning.
Hvordan det ser ud på længere sigt, er endnu sværere at forudse. Et af de springende punkter er, at med Århus Amts nedlæggelse forsvinder amtstilskuddet, og om det kommende regionsråd vil gå med ind med støtte, aner vi jo ikke.«
Bent J. Jensen fylder 75 år den 8. september, og han har gennem nogen tid ønsket en form for aflastning. Han fortsætter dog som værtshusholder, og tilsvarende vil den repertoire-linie, som han gennem årene har lagt, blive fortsat:
»Måske med visse justeringer,« siger Jens Søndergaard, som personligt gerne så, at der blev mere fokus på de lokale talenter i Århus:
»Der er masser af talent, og der er ingen tvivl om, at det vil være meget udviklende for Århus-musikere at spille sammen med internationale navne. Men bortset fra det, vil vi fortsætte med den gedigne og gode jazz.«
Mandag har gennem årene traditonelt været koncertaften hos Bent J. Om man flytter til f.eks. torsdag er endnu ikke afgjort:
»Vi vil tale om sagen med de øvrige jazzarrangører i Århus,« siger Jens Søndergaard. »Og i øvrigt betragter vi andre arrangører som f.eks. Jazzselskabet som samarbejdspartnere frem for konkurrenter.«