INTERFERENS+ Århus Kunstbygning
Selv gode, gamle håndværkere tænder for computeren.
INTERFERENS+ Århus Kunstbygning
J.M. Mørks Gade 13 Århus C.
Til den 3. september
Væveren Grethe Sørensen, der mestrer den traditionsrige vævekunst, er såmænd begyndt at bruge digitale redskaber for at skabe sine store billedtæpper. Det kan man se i Århus Kunstbygning, hvor en serie af hendes tæpper har indtaget den omfangsrige og lyse kælderetage. Resultatet er flot, om end en smule ensformigt i længden.
Grethe Sørensen har udsmykket adskillige bygninger i Danmark, eksempelvis kirker og sygehuse. Det er forståeligt, for hendes arbejde er smukt.
Grethe Sørensen leger med beskuernes øjne. Tæppernes simple mønstre, der varierer fra sort/hvid til rene farveeksplosioner, skaber tredimensionelle illusioner. Og fæstner man øjnene på hendes værker, begynder de at hoppe og danse på nethinden. Sådanne optiske finurligheder har optaget malere gennem århundreder, tænk bare på de franske pointillister, der sammenstykkede deres figurative billeder af små farveprikker. Men inden for vævekunsten er metoden sjælden set.
Motiverne laver hun på sin computer, og enkelte af de udstillede tæpper er tillige lavet på en af landets blot to computerstyrede væve. Det foregår med såkaldt digital enkelttrådstyring, der kan fremtrylle mønstre, som er meget mere komplicerede end det, den menneskelige hånd kan lave.