Karruselkongen vender tilbage

Gnags var mindst lige så egenrådige som nutidens rockbands, da de for 40 år siden begyndte deres karriere i en boghandel i Skjern. De turnerede i udlandet, etablerede deres eget pladeselskab, lod sig inspirere af reggaemusik og skrev tekster om frygten for det fremmede. JP Århus har besøgt Langelandsfestivalen for at gennemgå den lange karriere med sangeren Peter A.G. Nielsen og teste bandets form, inden de i aften fejrer Tivoli Frihedens 102-års fødselsdag med en 40-års jubilæumskoncert.

»Er I klar til en ny tur,« råber den nu 53-årige sanger Peter A.G. Nielsen, der løber rundt om sig selv på scenen som en besat.

Det lange hår er blevet gråt med årene, men energien er intakt.

Det er mange år siden, at Gnags var bannerførere for det musikalske Århus, men på scenen er de stadig hele Danmarks orkester. Det beviste de, da deres 40-års jubilæumsturné nåede Langelandsfestivalen torsdag aften.

Den udvidede version af åbningsnummeret "Mr. Swing King" leveres komplet med solidt korarbejde og fyrværkeri, og publikum synger med på alle de gamle hits som "Burhøns", "Safari", "Danmark" og "Slingrer ned ad Vestergade".

»Tænk at få lov til at lave det, som man har lyst til i 40 år. Det kan man takke jer for, mine damer og herrer,« siger sangeren i en kort pause mellem de mange ørehængere.

Sanger med følge

Et par timer tidligere ruller en blå turistbus med tonede ruder gennem støvet ind på festivalområdet. Peter A.G. Nielsen springer ud, og et følge bestående af 25 musikere, teknikere og familiemedlemmer følger efter og modtager stofarmbånd, så de kan deltage i resten af festivalen.

»Hej, jeg hedder Peter,« siger sangeren og tager en bid af et æble, inden han lunter i retning af bandets omklædningsrum, der er omgivet af sand.

»Det er ligesom at være på stranden det her.«

Skjern, 1966

Den storstilede koncert på Langelandsfestivalen står i skarp kontrast til bandets første optræden for 40 år siden. Under navnet Those Gnags gav orkestret sin første koncert i et udstillingsvindue i en boghandel i Skjern i julen 1966.

»Det var en leg for os, men det var samtidig alvor,« siger Peter A.G. Nielsen.

»Vi sagde altid til hinanden, at hvis man havde et band, så skulle man også ud og spille for folk. Det var det samme, da vi var børn. Vi legede ikke cirkus for vores forældres fornøjelse, vi ville ud og optræde for et rigtigt publikum.«

Økonomien spillede også en væsentlig rolle i bandets første år.

»Vi havde brugt alle vores konfirmationspenge på musikinstrumenter, så vi skulle da have noget ud af det.«

Et modefænomen

Koncerten hos boghandleren blev en succes, og den 14-årige sanger og resten af det unge orkester fik efterhånden flere jobs rundt omkring på ungdomsskolerne. Men det var svært for dem at komme til at spille rigtige koncerter.

»Der fandtes jo ingen rockmusik på dansk dengang, det var noget, som vi var med til at starte. Derfor var det svært at komme til at spille, og i skolen sagde lærerne, at der var tale om en fase, vi skulle igennem. Rockmusikken var ret voldsom at sluge for nogen, og mange steder blev den opfattet som et modefænomen, som vi ville vende ryggen, så snart vi var ude af puberteten.«

Koncerter i udlandet

Trods lærernes advarsler fortsatte Gnags ufortrødent deres færden. Og i 1970 var de på en længere tur i Holland, hvor de spillede en række koncerter i Amsterdam. De var ligeså aktive uden for landets grænser, som nye danske bands som Under Byen og Figurines er i dag.

»Jeg var 15 år gammel, da vi købte vores første folkevognsrugbrød og gav os til at udforske alt det, der lå uden for vores egen lille verden. Vi tog egentlig ikke til Amsterdam for at pleje karrieren, men for at opleve ungdomsbevægelsen i byen. Og når man kan et håndværk som at spille musik, er man fri for at ligne en dum turist. Med en ihærdig indsats kan man altid komme til at spille en koncert i en by som Amsterdam.«

10 år senere tog Gnags på turne i Vesttyskland og Holland for at spille numrene fra albummet "Intercity", der blandt andet indeholder hittet "Rytmehans".

»Den var ren økonomi,« fortæller Peter A.G. Nielsen.

»Vi havde svært ved at leve af musikken i Danmark, men det gik meget bedre i Tyskland. De havde allerede på det tidspunkt en veludviklet klubscene, hvor vores rytmiske lydbillede passede godt. Herhjemme blev vores musik nærmere opfatte som noget pjat.«

På egen hånd

I 1971 tog bandet et banklån og slog sig ned i et kollektiv i Viby. Gnags betalte selv for indspilningerne af debutalbummet "På vej", og i forbindelse med udgivelsen af opfølgeren "Del af en ring" etablerede de deres eget pladeselskab Genlyd Grammofon, der snart blev udvidet med indspilningsstudiet Feedback Recording.

»Der var naturligt for os at starte selv,« fortæller Peter A.G. Nielsen.

»Vi fik aldrig noget forærende, da vi voksede op i Skjern, så vi lærte at realisere vores drømme selv.«

Århus var fyldt med jazz og fusionsmusik, men efterhånden som flere bands fulgte Gnags og rockmusikken, fik byens musikere hårdt brug for de nye faciliteter.

»Talentmassen var pludselig til stede i byen. Orkestrene havde bare brug for et sted at indspille musikken.«

Blandede anmeldelser

De etablerede pladeselskaberne var tilbageholdende over for Gnags, og det var anmelderne også. Det var først i forbindelse med udgivelsen af albummet "Burhøns" fra 1979, at kritikerne kunne høre bandets kvaliteter på plade.

»Vi er vel alle sammen forfængelige,« siger sangeren og slår ud med armene.

»Vi vil gerne have ros for vores arbejde. Især når man lægger så meget arbejde i det, som vi har gjort. Vores musik er et produkt af den tid, vi er vokset op i, og vi har skabt vores helt egen lyd, som anmelderne ofte har haft svært ved at forstå. Der har været nogle enkelte kritikere, der har været med til at bygge os op, men de tøvede ikke med at pille os ned igen.«

For Peter A.G. Nielsen har publikum altid været det vigtigste.

»Vi har altid følt os elsket ude på spillestederne, og det har været helt afgørende. Det er jo publikum, vi har levet af gennem de sidste 40 år.«

Den populære reggaelyd

Selvom Gnags altid har haft deres egen lyd, har de alligevel ladet sig inspirere af tidens musikalske strømninger.

Da bandet indspillede albummet "Safari" i 1982, fik de hjælp fra reggaeproduceren Karl Pitterson, der tidligere havde været lydtekniker på Bob Marleys album "Kaya".

Produceren kom til at spille en stor rolle i bandets lydbillede, og Peter A.G. fik smag for at blande reggae-elementer ind i rockmusikken, som nu afdøde Joe Strummer gjorde i The Clash, som Sting gjorde i The Police, og som den berygtede sanger og stofmisbruger Pete Doherty stadig gør i det aktuelle skandaleband Babyshambles.

»Vi var gået fra glad dansemusik i 1960'erne til mental hippie-musik i 1970'erne, men jeg manglede ligesom stadig noget,« husker Peter A.G. Nielsen.

»Hele kroppen skulle med i musikken, også underlivet. Og det ønske fik jeg opfyldt med reggaemusikken. Vi hørte Bob Marley og undersøgte mulighederne for at indspille en plade i et berømt reggaestudie på Bahamas. Men det var helt urealistisk dyrt, så vi undersøgte, hvem der havde været teknikere på Marleys plade, og fik til sidst Pitterson til at producere for os. Vi var vant til at klare os selv, men her fik vi brug en slags rejseleder.«

I dag er sangeren stadig begejstret for reggaegenren.

»Den giver musikken krop, så den ikke bare hviler på en stiv sokkel. Lyt bare til hip hoppen, der er nært beslægtet med reggae. Den er fyldt med interessante beats i modsætning til en genre som heavy metal, der er dødssyg, hvis man betragter den rent fysisk. Jeg kan godt lide den sorte mands indflydelse.«

Musik for masserne

Gennem de næste par år fik Gnags større succes. Det blev til album som "X" med hits som "Fuldmånen lyser" og "Slingrer ned ad Vestergade", "Den blå hund" med "Går med hunden gennem byen" og "Vilde Kaniner og "En Underlig fisk" med "Kærester".

Karl Pitterson blev igen hentet ind, da bandet kastede sig ud i det 13. pladeprojekt "Plads til begejstring" fra 1986.

»Vi havde altid skrevet sange ud fra vores egen virkelighed, men det var ikke længere nok for mig at spille for ligesindede. Jeg ville ud til den brede befolkning.«

Peter A.G. Nielsen tog Højskolesangbogen ned fra reolen og spekulerede over, hvorfor den mon var så populær.

»Det slog mig, at den havde det hele. Der var en morgensang, en fædrelandssang og en efterårssang. Sådan en samling sange ville jeg også have, og derfor begyndte jeg at skrive på en anderledes måde.«

Frygten for det fremmede

Men Peter A.G. Nielsen var også blevet politisk, og flere af sangene på "Plads til begejstring" handlede om tolerance og frygten for det fremmede. Bandet deltog desuden i Rock mod Apartheid-koncerterne på Femøren på Amager.

»Jeg fornemmede en manglende tolerance i det danske samfund på det tidspunkt,« husker han.

»Det var noget, der bankede på døren, som vi var nødt til at forholde os til. Jeg har altid holdt af mangfoldigheden, og det har jeg aldrig lagt skjul på. Mennesker er uenige, men det er med til at give os energi. Jeg gik i FOF som dreng, mens min bror var gul spejder, men vi var da ikke bange for hinanden. Jeg tror ikke på alt det her med at skabe paradis på jord og fordrive det onde. Man bør i stedet fokusere på at forstærke det gode.«

Danmarks største band

I 1989 indspillede Gnags albummet "Mr. Swing King", der blev bandet største salgssucces. Det blev til utallige udsolgte koncerter rundt omkring i landets sportshaller, og albummet resulterede senere i en Grammy for årets bedste album.

»Det var en kæmpe forløsning,« fortæller sangeren.

»Jeg tænkte; nu er vi her. Vi var godt oppe i 30'erne alle sammen og havde familier, vi skulle forsøge. Der var ikke noget med kunststøtte, så vi måtte klare alt selv. Vi havde kæmpet en kamp for at kunne leve af musikken i en årrække, så det var dejligt at nå dertil.«

Svigtende pladesalg

Gnags solgte Genlyd til det multinationale pladeselskab BMG, som udgav bandets næste salgssucces "Lygtemandens sang", men siden svigtede pladekøberne de danske orkestre og dermed også Gnags.

»Vi havde set det komme. De internationale medier åbnede et nyt marked for udenlandske kunstnere, og det gik ud over os,« siger sangeren, der ikke savner tiden på toppen af hitlisterne.

»I dag spiller jeg musik for min egen tilfredsstillelse, og hvis publikum også kan lide det, er det bare en bonus.«

En smule respekt

Peter A.G. Nielsen bekymrer sig ikke længere om hitlisteplaceringer, men han forventer alligevel en smule respekt.

»I New York hylder man de gamle musikere, der har holdt ud gennem hele livet, men det er man ikke så gode til i Danmark. Her bliver man betragtet som doven, fordi man ikke har kunne finde på noget andet at lave. Men hvad nu, hvis man brænder så meget for sit arbejde, at man har lyst til at bruge hele sit liv på det?«

Sangeren kritiserer blandt andet DRs P3 for ikke at spille bandets nyere materiale.

»Det er helt utilgiveligt, at vores sange ikke bliver spillet i radioen, bare engang imellem.«

Selvom interessen fra omverdenen er dalende, har Peter A.G. Nielsen ingen aktuelle planer om at lukke ned for Gnags.

»Men det er et hårdt job, og fysikken svigter vel også et tidspunkt. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi spiller alle vores koncerter, som om det var den sidste.«

Grundig opvarmning

»Klæd nu om Peter, vi skal snart på.« Interviewes afbrydes af Peter A.G. Nielsens kolleger, der står og tripper for at komme på scenen. Sangeren, der ikke har klædt om endnu, skynder sig ind i skurvognen, hvor bandets to korpiger er i gang med at sætte håret foran et stort spejl.

»Fedt,« udbryder han og betragter de to piger.

»Den ene har støvler på, og den anden har bare tæer. Det kan jeg godt lide. Det illustrerer, at I har tillid til hinanden. I er ikke bange for, at den anden skal træde jer over tæerne.«

Pludselig stopper bandets tourmanager hyggesnakken:

»Otte minutter, drenge.«

Strækøvelser på en skurvogn

Og så går det stærkt. Peter A.G. Nielsen hopper op og ned på stedet og laver strækøvelser op ad skurvognen, inden han giver sig til at varme stemmen op med omkvædene fra nogle af karrierens største hits.

»Vi er de vilde kaniner med meget lange ører, alt hvad I visker og siger, kan vi høre,« synger han, inden korpigerne falder ind og Mads Michelsen hamrer trommestikkerne mod ryggen på en havestol.

»Lad os lige gennemgå, hvad vi spiller, jeg kan aldrig huske det,« siger sangeren, mens tourmanageren kommer løbende med cognac til hele holdet.

»Skål,« råber Mads Michelsen.

Tiden er inde, og bandet skynder sig op af rampen, der fører op til festivalens største scene. De står bag bagtæppet og tripper, da konferencier Hans Otto Bisgaard griber mikrofonen og træder ud foran massen af mennesker, der har samlet sig på græsplænen foran scenen.

»Tag godt imod Gnags.«

kasper.schutt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.