Guru uden tøjr

70-årige John Tchicai har opnået, hvad jazzens himmelstræbere dårligt nok tør drømme om.

John Tchicai fyldte 70 år i april. Han er uddannet kok i Århus og musiker i verdensklasse i New York.

Forleden kunne man høre den særegne lyd fra hans saxofon på Voxhall, hvor han ved Aarhus Internatio-nal Jazz Festival spillede sammen med bassisten Henry Grimes og trommeslageren Kresten Osgood. Siden begyndelsen af 1960'erne har han målbevidst afsøgt og overskredet musikkens grænseområder.

For unge er den blide, beskedne Tchicai trods sin høje alder en kultfigur. Han har opnået, hvad jazzens himmelstræbere dårligt nok tør drømme om. I al sin generøsitet spillet sammen med lokale musikere af novicestatus, uden at tilhørerne har skabt jazzhistorie.

Højdepunktet

Højdepunktet var indspilningen på Impulse af stilskaberen John Coltrane's banebrydende "Ascension". Tchicai var med på altsax i det 11 mand store band med superstjerner som trompetisten Freddie Hubbard, tenorsaxofonisten Archie Shepp, pianisten McCoy Tyner og trommeslageren Elvin Jones.

Ved et skyggevelsignet bord i gårdhaven til Hotel Guldsmeden i Guldsmedgade i Århus mindes Tchicai den 28. juni 1965. Den furiøse, lammende rejse ind i det atonale med det halvstore ensemble blev et forbillede for avantgarden over hele verden.

»Det var en dejlig solbeskinnet dag som nu. Impulse-studiet var fremragende med enestående akustik. Alle var i musikalsk form til de højenergiske udfoldelser. Vi glædede os. Jeg kørte dertil i taxi sammen med Elvin Jones, der havde samme vildskab som trommeslageren i Muppet Show. Indspilningen var et højdepunkt i min karriere. Alene det at have været så tæt på Coltrane, der døde af leverkræft to år senere, gør mig taknemmelig.«

Historien om kokkeeleven fra restaurant Aarhus-Hallen, der blev den kosmopolitiske bannerfører for jazzeksperimenter, begyndte, da Joseph Tchicai fra belgisk Congo via Tyskland og Holland kom til København i 1907.

I mange år var den kulsorte afrikaner dørmand på restaurant Valencia, hvor man kunne inklinere og især betale for døgnets lette piger til den Tommy Dorsey-inspirerede lyd af Peter Rasmussens basun.

Den århusianske hotelkonge F.L. Viltoft hyrede Joseph, da Aarhus-Hallens restaurant skulle åbnes den 1. april. Han blev købt væk fra hovedstaden. Den imposante mand tog ved begyndelsen på den minderige nat imod det festklædte borgerskab iført kongerødt kuskeslag med guldknapper flankeret af to små piccoloer i lysegrønne liberier.

Joseph fik i sit ægteskab med en dansk kvinde de to sønner John og Mauritz. Manden, der hver dag læste i Bibelen og bad til Gud, blev senere med hvide handsker dørmand på Den Blå Fugl, hvor man kunne leje damer, for at slutte med mange år som toiletpasser på Maritza.

Voodoo-blik

Han nedstirrede med et voodoo-blik de formastelige, der ikke vaskede hænder og dermed undgik betaling. Maritza blev aldrig den samme uden ham.

Denne autoritære stamfar fra Congo sendte sine sønner på Folkemusikskolen, hvor de på violin spillede lettere stykker af Mozart. Dannelse er vigtig, må han have ment. Selv skulle han dog sove om dagen og bankede med en hammer rasende på vandrørene i Solgaarden, når ovenboen, der var pianist, spillede Chopin.

Livet tog en afgørende vending for John, da Libertybådene fra USA anløb Århus Havn med forsyninger til efterkrigstidens mangelsamfund.

»For os var amerikanerne et eventyr,« husker John. »De havde chokolade, Virginia-cigaretter og tyggegummi. Små grammofonplader med jazz havde de også. Amerika var det forjættede land.«

John og Mauritz gik i skole i Valdemarsgade og i Munkegade, før de kom i den katolske skole i Århus. Ingen af stederne oplevede de at blive diskrimineret på grund af deres hudfarve.

»Det var nærmest omvendt. Pæne damer spurgte, om de måtte røre ved vores krøllede hår. De ville vide, hvorfor vi var så brune, spurgte hvor vi kom fra og den slags. Vi blev feteret.«

Da John blev kokkeelev, kunne han hver dag under arbejdet lytte til swingende dansemusik. Den kunne nemlig via højtalere høres i køkkenet. Levende musik til sauce hollandaise. I Århus begyndte han på altsax og klarinet at spille jazz i selskab med pianisten Jørn Erik Jensen og Poul Ramsing. Han studerede på musikkonservatoriet, men tog til København, hvor han hurtigt kom med i den kreds, der, inspireret af Ornette Coleman, gjorde op med konventionerne.

»Da Ben Webster en aften kom ind på det legendariske jazzhus i Store Regnegade, Montmartre, spillede jeg sammen med bl.a. Max Brüel. Webster standsede op i døren,« fortæller Tchicai. »Han lyttede forbavset og udbrød: Hvis det var mine heste, skulle de lægges i tøjr.«

I 1962 rejste John Tchicai til New York. Han tog ud til Village og spurgte trompetisten Don Cherry, om han måtte spille med. God omtale i Down Beat gjorde århusianeren til et navn. Han blev medlem af New York Contemporary Five og New York Art Quartet. Et kvantespring var det.

I 1966 var Tchicai i Danmark igen. Han kunne ikke lægges i tøjr, men kæmpede ufortrødent for sin ret til frit at formulere sig. Han var med til at stifte Cadentia Nova Danica, 30 mand, der jonglerede med jazz, fri improvisation og etnisk musik.

Da Mauritz en aften i Århus lyttede til, hvad hans bror John spillede, forlod han lokalet. Melodier var blevet splintret i sære rytmer, men musikken må have været sjovere at spille end at lytte til. Da Mauritz havde sundet sig lidt, erklærede han:

»Hvis det er jazz, så er jeg ikke neger!«

Katolikken John med den søgende sjæl har fordybet sig i hatha yoga, hinduisme, meditation og især buddhisme. Han vil finde frem til sin egen frelse igennem flid.

Med sin seneste cd "Hymne til Sofia" og "Musica Sacra Nova" har han komponeret kirkemusik.

»Jeg har altid været optaget af det religiøse,« siger han. »Sådan var det også i mit barndomshjem. Jeg har rod i kirken. Jeg tror på en højere magt. Den er en del af en, noget ekstra, som man kan oplades af. Det vigtigste er at beholde ligevægten, uanset hvad man kommer ud for.«

Californien

Fra 1991 boede han 10 år i Californien. Han har arbejdet i Zürich og Berlin samt spillet i Indien, Afrika og Japan. Han underviser, komponerer og leder workshop. I dag bor han i Claira i Frankrig sammen med sin hollandske kone Margarite. Ægteparret har været gift i 15 år og har en søn på syv år, og som er født i USA.

Guruen og profeten John Tchicai kom ind i et af jazzens mest syrede miljøer, da han rejste til New York og blev berømt. Hvordan er han kommet uskadt igennem og blevet denne gådefulde musikant og dette blide, eftertænksomme menneske, der synligt lykkelig og stolt giver sin lille søn et hjertelig knus i Guldsmedens have?

»På en eller anden måde er jeg styret af almindelig sund fornuft«, svarer han. »Jeg så jo, hvordan andre lallede rundt. Ofte havde selv musikalske genier ikke noget instrument. Det måtte vi så opspore i en eller anden pantelånerbutik, før musikken kunne begynde.

Joseph havde givet mig en anden opdragelse. Sønner har ofte svært ved at snakke fortroligt med deres fædre. Nu er det for sent at spørge ham, hvorfor og hvordan. Hvis nogen husker noget om ham, vil jeg blive lykkelig for at høre fra dem.«

knud.esmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.