Århus: Adgang for alle
Århus er foregangsby, når det gælder tilgængelighed for kørestolsbrugere.
På en skala fra et til fem får området omkring den fritlagte å, Domkirken og Strøget fire stjerner af formanden for De Samvirkende Invalideorganisationer i Danmark, Stig Langvad, der har undersøgt forholdene og noterer sig, at ud af 17 cafeer og værtshuse kan man som kørestolsbruger ubesværet komme ind på de 14.
»Sådanne forhold findes ingen andre steder i Danmark, man kan da kun blive glad,« siger Stig Langvad.
Stærk kommunal indsats
Forklaringen på den bedre tilgængelighed findes både i stærkt skærpede lovgivningskrav og en øget fokus fra kommunens side, lyder det fra Bjarne Knudsen, vicedirektør i kommunens afdeling for Planlægning og Byggeri.
»I og med at kravene er blevet skærpet væsentligt, har vi gjort en betydelig indsats blandt dem, der søger om byggetilladelse for at informere om de nye regler, og om hvordan vi vil håndtere de nye regler. Vi har f.eks. holdt et møde med arkitekter, ingeniører og entreprenører, hvor vi har gennemgået indholdet af de ny regler og oplyst, hvordan vi administrerer dem, og at det er bestemmelser, vi tager meget alvorligt. Jeg tror ikke, der er mange inden for rådgiverbranchen, der ikke er klar over, at vi forvalter reglerne på en forholdsvis stram måde,« siger Bjarne Knudsen.