Århus skal skære langt dybere end ventet
Sparekravene for Århus Kommune er vokset i løbet af sommeren. Nu lyder de årlige besparelser på 410 mio. kr. mod forventet 300 mio. kr.
Århus Kommune skal spare omkring 110 mio. kr. mere end forventet.
Da politikere, interesseorganisationer og mange aktive borgere gik på sommerferie for at ruste sig til sensommerens debat om Århus Kommunes historiske sparerunde, var udsigterne, at budgetterne skulle trimmes med 300 mio. kr. om året.
Efter at økonomerne i Borgmesterens Afdeling i de seneste uger har regnet på, hvad struktur- og udligningsreformen vil betyde for Århus Kommunes økonomi, og hvordan indtægter og udgifter i byens husholdningsregnskab ser ud til at ville harmonere, lyder konklusionen: kommunen skal spare 410 mio. kr. årligt, hvis kommunens regnskab skal være i balance.
Og det skal det, har 29 ud af 31 byrådsmedlemmer tidligere besluttet - Enhedslisten og de konservative stemte imod.
Det stod rådmændene i Magistraten ved, da de i går blev præsenteret for tallene, som dog fik ældrerådmand Dorthe Laustsen (SF) til at tage forbehold.
Næste år truer et underskud på 460 mio. kr., og i 2010 vil der blive et underskud i størrelsesordenen 698 mio. kr.
»Der er tale om meget store underskud - også set ud fra Århus Kommunes forhold. 410 mio. kr. er det, som skal til for at få bringe balance i økonomien,« konstaterede økonomichef Hans Nikolaisen på et pressemøde i går.
En hård nød at knække
Borgmester Nicolai Wammen (S) kaldte det en hård nød at knække for Århus Kommune.
»Det er en svær situation, og det kræver, at byrådet lægger fnidder og partipolitik til side,« sagde han og vil nu tage alle partier i ed for at høre, hvad de har af forslag til besparelser.
Årsagen til, at udgifterne i budgettet er vokset, er især et stort forventet tab på overførselsudgifter, hvor førtidspension tegner sig for størsteparten. Et tab der opstår, fordi udgifterne stiger mere end den kompensation, som kommunen får via budgetgarantien. Desuden regner Århus Kommune med at få større udgifter til tjenestemandspensioner, lige som skatteindkomsterne ikke er vokset så meget som tidligere forudsat.
Oveni i den ubalance kommer en forværring som følge af udlignings- og strukturreformen. Mens Indenrigs- og Sundhedsministeriet tidligere har sat Århus Kommune en gevinst på omkring 80 mio. kr. i vente efter udlignings- og strukturreformen, når man ved årsskiftet bla. overtager amtets opgaver. Nu viser beregninger, at Århus Kommune i stedet får et tab på 44 mio. kr. om året.
Sparekatalog i høring
I maj sendte Magistraten en sparekatalog med spareforslag på omkring 600 mio. kr. i høring. De 110 mio. kr. som sparekravene er vokset med, svarer til sparekatalogets forslag om at indføre taxameterordning i daginstitutionerne (61 mio. kr.) og omlægge vikarordningerne på børnepasning (28 mio. kr.), samt at indføre lavere normeringer i plejeboligerne på ældreområdet (23,3 mio. kr.).
Efter indsigelser under høringsfasen er flere af forslagene blevet rettet for tekniske fejl. Nicolai Wammen har tænkt sig at følge sparekataloget, når han og det øvrige byråd skal til at konkretisere besparelserne
Ingen konkrete udspil
»Som udgangspunkt bliver det sparekataloget, men hvis der kommer nye gode idéer, er jeg ikke i tvivl om, at byrådet vil kigge på dem,« siger han.
Wammen oplyser, at socialdemokraterne først senere vil pege på, hvilke af spareforslagene, som de vil kunne gå ind for.
Børn og ungerådmand Louise Gade (V) er ærgerlig over, at sparekravet er vokset.
»Det er træls, at det er blevet så meget større. Men det er det beløb, som borgmesteren anbefaler, og det har vi ikke nogen grund til at betvivle. Det er aldrig sjovt at spare, og nu handler det om, at vi som politikere griber det ansvarligt an og gør det så afbalanceret og socialt ansvarligt som muligt,« lyder det fra rådmanden. Heller ikke Venstre er endnu klar til at fortælle, hvor de konkret mener, at sparekniven skal svinges.
Nicolai Wammen har ved flere lejligheder påpeget, at det er grotesk, at kommunerne skal spare, mens statskassen bugner af milliarder, og den kritik af regeringen gentog han i går.
»Jeg vil appellere til regeringen om at åbne øjnene for den virkelige verden,« sagde han.
Den betragtning skurer i ørerne af Venstres politiske ordfører Bünyamin Simsek, der kalder det hyklerisk. Han henviser til, at Nicolai Wammen som medlem af KL's bestyrelse selv har været med til at lave aftalen med regeringen.
»Det er dobbeltmoralsk at skyde efter regeringen, når man selv har siddet med rundt om bordet og indgået en aftale. Han har et medansvar, og indgår man en aftale, så skal man også holde den,« siger Simsek.