Godsrekord på Århus Havn
Omsætningen af gods og containere på Århus Havn fortsætter med at buldre derudad mod nye rekorder, viser resultaterne for årets første seks måneder.
Godsomsætningen på Århus Havn fortsætter med at stige over forventning.
Det fremgår af en dugfrisk opgørelse over både den samlede godsomsætning og havnens containeromsætning, der i første halvår af 2006 er steget med hele 12 pct. i forhold til sidste års tal.
For godsomsætningens vedkommende er det 9 pct. over budgettet, hvilket svarer til, at der er gået ca. 500.000 tons gods mere over kaj end budgetteret.
Danmarks største
Havnedirektør Bjarne Mathiesen glæder sig over, at den generelle godsomsætning stadig kan følge med stigningen i containeromsætningen. Han mener, at det er udtryk for den bredde, som Århus Havn har formået at fastholde, mens havnen har udviklet sig til at blive Danmarks største containerhavn med en markedsandel på ikke mindre end 65 pct. af de containere, der omsættes i danske havne.
»Resultatet skal selvfølgelig ses i lyset af en generel god udvikling nationalt og internationalt. Men jeg tillægger det også betydning, at vi hele tiden får flere links ud i verden, fordi nye rederier kommer til og eksisterende rederier udvider deres rutenet,« siger Bjarne Mathiesen.
Som seneste eksempel på en helt ny kunde nævner han det iranske rederi, The Islamic Republic of Iran Shipping Lines (IRISL), der har valgt at starte egen feederlinie med ugentlig service fra bl.a. Århus. Fra Århus sejler rederiets feederskibe til Hamburg i Nordtyskland, hvor de anløber tre forskellige terminaler.
Polsk forbindelse
Et andet eksempel er en eksisterende kunde, Containerships, som har udvidet sin Århus-rute med en forbindelse til Gdansk i Polen.
Hos Århus Havn forventer man, at godsomsætningen også i resten af året vil stige med mere end de budgetterede 250.000 tons, og at den samlede årsomsætning således vil passere 11.500.000 tons gods og dermed sætte endnu en rekord for havnen.