Duften af kvinde og hørmen af mand

Århus Festuge tog forskud på årets tema, kvinder, med en række arrangementer rundt i den indre by i går

Der er ikke noget at stille op. Kønnene vil blandes!

Århus Festuge gav i går en forsmag på festugen og temaet kvinder med Womania Day i den indre by.

På forhånd havde man forestillet sig, at Pustervig skulle været præget af duften af kvinde, medens Klostertorv skulle emme af mandehørm, men faktisk var begge køn dagen igennem ligeligt repræsenteret begge steder.

Arrangementet var et samarbejde mellem festugen, en række restauratører, butikker, kulturaktører og virksomheder. Formålet var at kickstarte festugen, der som bekendteafvikles 1.-10. september.

Borgmester Nicolai Wammen (S) og kulturrådmand Flemming Knudsen (S), begge med i festugebestyrelsen, havde valgt at indlede deres rundtur til de forskellige arrangementer på Pustervig, hvor der var champagne-brunch til dinner-musik som i de gode gamle dage.

Deres samlede vurdering var, at blev festugen, som der blev lagt op til lørdag, var endnu en succes i hus. Kun en enkelt faktor, nemlig vejret, kan kaste skygger over festugens udendørs del.

Russisk folklore

På Klostertorv var der jazz og motor på programmet. Fra scenen fik man dog ikke blot jazz, men også russisk folklore, da et ensemble fra Skt. Petersborg pludselig dukkede op og gav prøver på sang, dans og musik. Højdepunktet for drenge i alle aldre var trods alt, da racerkøreren Jason Watts dukkede op i en af sine biler.

Lørdag var også den dag, da festugeprogrammet blev sat til salg. Festugen har samarbejdet med Århus Stiftstidende, som dels uddelte det 627 gram tunge katalog gratis med avisen i går, dels stod for salget på rullende boder rundt i byen.

Programmet var desuden til salg fra alle kiosker i Århus fra i går og kan også rekvireres på tlf. 89 40 40 40.

Balance på brosten

Lene Bang, manager ved Granhøj Dans, har på eget initiativ taget et skridt for at sætte fokus på et særligt kvindeproblem i Århus: De mange brostensbelagte områder i den indre by, som gør det til noget af en balancegang at færdes på høje hæle.

I dagene op til festugen lægger hun et bykort ud på festugens hjemmeside, som angiver sikre ruter for kvinder på stilethæle:

»Vil det være for meget forlangt, hvis der i den ellers smukke brostensbelægning nedlægges flere sikre ruter?,« spørger hun.

»Piger og kvinder på høje hæle giver et pift i bybilledet - ja, de tilfører hele bymiljøet en merværdi, synes jeg. Og når du spørger om, hvorfor i alverden vi overhovedet skal op på de høje hæle fremfor at gå rundt i flade, praktiske sutter, så er svaret, at de giver en flot holdning, og man får en meget fin silhuet. I dag har man jo også lov til at iscenesætte sig selv!«

I erkendelse af, at det er en kunst at bevæge sig naturligt og smukt på de høje hæle, havde hun i går i samarbejde med Magasin arrangeret et kursus i kunsten - med en dragdronning som instruktør.

Asfalt? Nej tak

Kulturrådmand Flemming Knudsen nikkede eftertænksomt, da han blev konfronteret med kravet om, at der skal anlægges en catwalk på kryds og tværs af den indre by:

»Der er steder, hvor der ligger bånd af granitsten, som er til at gå på, selv med høje hæle, men jeg kan godt se problemet. Forhåbentlig skal vi vel ikke til at asfaltere hele byen. Det ville være synd. Medens jeg var borgmester, fik vi faktisk en pris for at have bevaret og udbygget byområdernes brostensbelægninger. Du kan selv se prisen foran Domkirken.

Ganske rigtigt: Lige ved hovedindgangen er nedlagt en brosten med en bronzeplade, som oplyser, at Århus Kommune har fået en pris for brobelægning. Ikke overraskende er prisen givet af Brolæggerlauget.

Havde man ikke fået nok af duften af kvinde, kunne man prøve smagen i går:

På Store Torv havde Karolines Køkken opsat en stand, der gav gratis smagsprøver på "Womaniakagen", kreeret af køkkenet i temaets anledning.

Den smagte godt og sødt med sin blanding af mandelsplitter, friske jordbær, ren marcipan og et dusin andre ingredienser.

joergen.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.