Så er vi i gang...
35.000 mennesker er sat i svingninger og rocker Skanderborg i fire dage. Danser med Drenge og L.O.C. skød festen effektivt i gang.
Søren Rislund fik surprise-champagne for sit 25. år som konferencier, og så blev festmaskinen, som formand Kirsten Hansen ynder at kalde Danmarks Smukkeste Festival, torsdag skudt i gang.
23.000 betalende gæster har allerede invaderet bøgeskoven i Skanderborg, 9.500 medhjælpere er i sving, og dertil skal lægges 3.500 musikere, branchefolk og andet godt, så det samlede "indbyggertal" i de fire dage runder ca. 36.000 mennesker.
Danser..., L.O.C., Tina...
Allerede 28. spril kunne festivalen i år melde udsolgt for partoutbilletter, og det er ny rekord, oplyste formand Kirsten Hansen på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Med Danser med Drenge lagde festivalen særdeles populært ud, og da fællessan-gen havde lagt sig, hamrede L.O.C sine hårde beats ud over skråningen og fik en bøgeskov af hænder med sig.
På de øvrige scener kunne gæsterne nyde navne som Tina Dickow og Baby Woodrose, inden aftenen sluttede af med danske topnavne som Gnags og Nephew.
Vanen tro er toppen af den danske rock under bøgen, men på listen over udenlandske navne har festivalen i år fået et hak i tuden med afbud fra et af de absolutte topnavne The Darkness, der i aftes blev erstattet af Nephew.
De øvrige udenlandske topnavne er i år Motorhead, Toto, Jamiroquai, Gavin Degraw og Beck, og større navne skal man heller ikke forvente fremover på Danmarks Smukkeste Festival, siger Poul Martin Bonde, pr-chef for festivalen:
Ikke plads til de store
»Selv om vi kunne finde penge til det, og de ville være med, vil navne som Rolling Stones, U2, Madonna og Springsteen aldrig optræde på festivalen. Topnavne i den størrelse ville tage alt for meget fokus fra den øvrige festival, så festivalen nærmere blev en eneste kæmpe-koncert,« siger han. Men han understreger, at der også næste år vil være store udenlandske navne på plakaten:
»Vi har en tradition for at have det bedste danske, men vi skal fortsat have store udenlandske aktuelle navne på programmet, og arbejdet med at booke dem til næste år starter allerede på mandag,« siger han.
Festivalen fortsætter i dag med blandt andre Toto, Mew og Motorhead.