Velholdte veteraner ved ruinen

Flere hundrede stolte ejere af biler fra de gode gamle dage mødes uformelt hver tirsdag aften på en mark ved Kalø Slotsruin til et par timers socialt samvær samt snak om erfaringer og nyheder.

»Bare lugten - og så den herlige duft, hvis du stikker hovedet ind i bilen!«

Den midaldrende mand er ankommet i sin fornuftige familiebil med god benzinøkonomi, airbags og ESP til en mark ved Kalø Slotsruin for at snuse til de gode gamle dage.

Dengang biler havde klasse og stil og hver mærke og hver model skilte sig ud med markante træk.

Han var ikke alene denne tirsdag aften. Rundt på marken stod 150-200 biler, som havde det til fælles, at de har nogle år på bagen, medens omkring 1.000 mennesker - ejere, passagerer og nysgerrige - slentrede rundt for at bese herlighederne, spise en sen madpakke på medbragte tæpper eller udveksle erfaringer om slagvolumen, hestekræfter og drivremssystemer.

Tredje gang

Det forunderlige skue gentager sig tirsdag efter tirsdag i sommerperioden, og det har det gjort, siden tre mænd for tre år siden undfangede idéen om et uformelt træf for folk med interesse for ældre biler.

»Den første tirsdag var der fem biler,« fortæller Erik Ammitzbøll, som sammen med tvillingebroderen Bent og vennen Hans Pedersen havde indrykket en lille annonce om træffet i avisen.

»Der gik nu ikke lang tid, før antallet af biler steg betragteligt, og efterhånden kom der så mange, at vi måtte opgive at lave kortegekørsel, f.eks. op i Mols Bjerge. Størstedelen af bilejerne er veteraner på træffet, men der går faktisk ikke en tirsdag, uden at vi ser en ny bil på pladsen,« konstaterer Erik Ammitzbøll, der selv er blandt de bilejere, som beredvilligt giver tip og gode råd fra sig.

Plads til løgn

Sådan er det rundt på pladsen, der nærmest har karakter af et familietræf. Der udveksles nyheder siden sidst, forbedringer på bilen beses og diskuteres, og en enkelt løgnehistorie eller to falder der vist også af.

Marken er stillet til rådighed af Kalø Gods, og i takt med et stigende antal biler, har man bredt sig over et stort område. Godset sørger for at slå marken, og til gengæld forpligter deltagerne sig til at efterlade stedet opryddet.

»Vi er ikke en klub eller forening,« understreger Erik Ammitzbøll, som gerne vil have sig frabedt at blive kaldt formand.

I det højeste kan man kalde ham medinitiativtager.

Mund-til-mund-metoden har spredt det budskab, at træffet er hver tirsdag fra kl. 18 med løs bagkant på sluttidspunktet.

Denne tirsdag er der ikke en bil at se klokken 18. Måske er det på grund af vejrudsigten, der varsler regn i stride strømme.

Firehjulet catwalk

Men efter 10 minutters venten ankommer de første biler, og i løbet af ingen tid er markerne fyldt op:

Os i familiebilerne eller i biler, der kun har få år på bagen, svinger til venstre og veteranerne til højre.

Nogle gange gør ejeren et nummer ud af at gasse op og vende og dreje bilen, som var det en catwalk, inden motoren slukkes med bilen i netop den vinkel, der fremhæver de formmæssige kvaliteter og det senest erhvervede stykke krom.

Blankpudsede er de, bilerne. Strålende krom og højglanspoleret lak er fremherskende, hvis det da ikke lige er en brugsvogn som lastbiler eller ladvogne.

Enkelte veteranmotorcykler ses, men ellers sørger ejerne af moderne cykler for at parkere på den anden side af vejen på den autoriserede parkeringsplads. Man skal ikke blande sig, og det er veteranernes aften.

Kær tradition

Anne-Grethe og Per Grønning fra Hornslet er blandt de første på pladsen i deres smukt svunge Chevrolet Bel Air fra 1957:

»Havde vejrudsigten set noget mere gunstig ud, havde jeg taget motorcyklen og ladet konen køre bilen. Herud skulle vi, uanset vejret,« fortæller Per Grønning, mens hustruen tilføjer:

»Det er blevet en kær tradition, som vi slet ikke kan undvære. Vi har fået mange venner og nyder både turen herud og samværet med andre mennesker, som også har kærlighed til de gamle biler.«

Besat af oldtimere

Lars Kjær, Risskov, har sønnen Mikkel med, og de er kørende i en bil, som man sjældent har set magen til. Det er, med visse modifikationer, en Ford Business Coupé fra 1939, som er forsynet med nye, men historisk korrekte nummerplader.

Der er plads til to personer i den sortmalede bil, men skulle resten af familien insistere på at få en køretur, klarer Lars Kjær nemt det pladsproblem: Han er ejer af yderligere fem veteranbiler, og faktisk er der et par containere med biler på vej fra USA:

»Det er en privat hobby at rode med ældre biler - det kan jeg simpelthen ikke undvære,« siger han.

Ved 19-tiden er pladsen fyldt op. En Ford Anglia står side om side med en Mustang, her er en Ford Cougar Mercury, en NSU Prinz og en Lotus Super Seven.

Ejeren af en Chevrolet fra 1930 har været så forudseende, måske for at slippe for at gentage oplysningerne i én uendelighed, at han har klæbet en seddel op i bagruden.

Så ved de nysgerrige bl.a., at den har to døre, seks cylindere, en 3,2 liter motor og 48 HK.

Folkevognen er naturligvis repræsenteret i flere årgange og udgaver, en enkelt Jaguar E-type ses og mærker som Mercedes, Volvo, Porsche og Fiat er med i de mest opsigtsvækkende udgaver.

Spark og køb

Der sparkes dæk og udveksles adresser på leverandører af originale fælge, åbnes motorhjelme med frit udsyn til herlighederne, smækkes med bagklapper og vurderes indtræk, mens andre søger hen til en salgsbod med speciale i skindjakker, hætter og alskens udstyr til den velklædte bil.

Ved 20-tiden er de første bilejere så småt ved at gøre sig klar til hjemturen. Der er snakket af og truffet nye aftaler, og man skulle jo gerne nå hjem i tørvejr, så pudsearbejdet før næste tur kan begrænses.

En af de sidste biler, der svinger ind på pladsen, er en lillebitte Fiat, som ikke syner meget i forhold til Dodge, Cadillac og Jaguar, men alligevel tiltrækker sig opmærksomhed.

En interesseret mand spørger ejeren om ydeevne og andre specifikationer, og hans svar falder tørt og kontant:

»32 heste - hvis de ellers er hjemme på samme tid, hvad de sjældent er!«

joergen.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.