Tåbeligt tiltag
I AVISERNE i den midtjyske region har man kunnet læse, at indenrigs- og sundhedsministeren har udsendt et brev, der kræver at personalet på regionens sygehuse skal opgøre antallet af håndvaske og sæbeautomater på regionens sygehuse.
Det sker midt i ferieafviklingen og samtidig med, at mange ældre indlægges pga. dehydrering i varmen.
Tallet skal bruges til at sammenligne kvalitet i patientbehandlingen, siger ministeren. Hvad med om det ansatte sundhedspersonale brugte tiden på behandlingen af patienterne, i stedet for på tåbeligheder.
Sammenlign kvalitet
Ville det ikke være bedre med en kvalitetssammenligning, hr. minister?
I næste uge kommer der vel en epistel fra samme geniale hånd, der kræver, at personalet skal bruge tiden på at tælle antallet af hudorme på de indlagte patienters næser.
Hvis det er over 272.000 på landsplan, skal den overskydende del trykkes ud inden mandag morgen eller hvad, hr. minister?
Som en medpassager i toget fra Århus og hjem til Ry, her til morgen udbrød, da han læste artiklen:
»(En masse fy-ord) består vores lands regering udelukkende af idioter, eller er der bare tale om almindelig uduelighed på alle poster?«
Jeg bliver ham svar skyldig, i hvert fald på sundhedsministerposten.