Boligselskaber bør betale markedsprisen
ET BYRÅDSFLERTAL vil have, at der skal være boliger på Århus havn, som kan betales af folk med almindelige indkomster. Det skal ske ved at almennyttige boligselskaber får ret til at købe grunde til favørpris. Nu er spørgsmålet så. Hvem skal leje disse attraktive boliger?
Lad os antage, at der bliver 100 lejligheder. Hvem skal så være de heldige?
Der er sikkert 1000 eller mange flere, som gerne vil have disse lejligheder med store indirekte kommunale tilskud. Skal de forbeholdes bestyrelsesmedlemmer i bolig- og fagforeninger?
Eller lokalpolitikere?
Bliver det lærernes forsikringsselskab om igen?
Hvor meget mister kommunen ved at give denne gave til nogle særligt udvalgte?
Kommunen skal skære i budgetterne. Er det så ikke lidt flot at sælge grunde til favørpriser? De almennyttige boligselskaber bør betale fuld pris for havnegrunden. Pengene har de vel i deres formuer. Ellers må de sætte en kunstig lav husleje for de priviligerede, som så betales af samtlige lejere i foreningen. Det vil være rimeligt, da det er dem, som har chancen for at få de gode lejligheder. Der er ingen mening i, at alle Århus's borgere skal betale for det.
Medierne bør holde os løbende underrettet om, hvordan man vælger de lejere, som skal have de attraktive havneboliger, og hvem det bliver.
Det kunne de jo allerede nu spørge de almennyttige boligselskaber om.