De unge skal have flere muligheder
En ungdomscafe midt i byen vil være en god ide, mener John Madsen.
JP ÅRHUS SKRIVER OM, hvor let det var for børn at skaffe sig alkohol på byers cafeer, og om at man nu måtte straffe disse former for ulovligheder. Voksnes afmagt udstillet for fulde gardiner.
Forbud har aldrig hjulpet, når man ønsker tingenes tilstand ændret.
Det, som er interessant i denne sammenhæng, er ikke, at børn og unge kan købe alkohol, for det kan de også næste år, men hvorfor har børn og unge så stort et behov for at blive set på byens cafeer og diskoteker sammen med voksne over 18 år.
Svaret er enkelt. Der eksisterer ikke miljøer og diskoteker i weekenden målrettet aldersgruppen 12-18 år. Begrundelserne for, hvorfor ungdomsklubber og skoler samt det frivillige foreningsliv har givet op, er, at det er for bøvlet at arrangere noget for denne gruppe, og at børn og unge vil drikke alkohol. Det kan ikke styres, så hellere lukke, så der ikke bliver ballade. Hvem bliver taberne? Børn og unge.
Der skal ske noget
På den måde har man så "tvunget" børn og unge ind i miljøer, hvor voksne færdes, fordi nutidens børn og unge sidder ikke bare derhjemme og mugner.
De er metrosister. De vil være, der hvor der sker noget. De vil ikke gå glip af noget. For gennem hele opdragelsen har de fået at vide, at de skal sørge for at blive set, selv om det måske er en smule forbudt, så vi der til dagligt arbejder med børn og unge har et troværdighedsproblem. Vi vil gerne have, at de kommer til det, som vi har at tilbyde dem i hverdagen, men når weekenden nærmer sig, så er det slut med et tilbud, der matcher børn og unges behov, men mindre at man synes, at en "åben dør i en klub er et tilbud.
Hvis der skal en ændring til, så vi ikke næste år kan læse samme historie, så skal der en målrettet indsats til, hvor børn og unge gives mulighed for selv at bestemme over, hvad de vil lave i deres fritid i samarbejde med deres familier, og ikke kun hvad de tilbydes.
Dette sker ikke via et iltfattigt elev- eller klubråd, men et alvorligt ment hint til de unge om, at vi tror på dem, og bakker dem op i deres beslutninger.
Så i stedet for at bekymre os, så skal vi tro på, at unge kan tage ansvar.
Ejerskab og tro
Så når de unge vil lave en ungdomscafe i bymidten, så er ideen pr. definition god og den giver ejerskab og tro på blandt de unge, at voksne ikke kun er dem, der tror at forbud løser alle problemstillinger. En tro, der vil udløse den ildsjæle fight, som vi efterlyser blandt unge til vores ideer. En tro der vil lære unge, hvordan demokratiet fungerer, og at der skal kæmpes for at få penge til projekter. En tro der vil flytte børn og unges fokus fra individualisme til sociale fællesskaber.
Skulle det så gå galt, så skal voksne møde de unge på en sådan måde, at de kommer op på hesten igen, i stedet for at sige: "Jamen, vi sagde jo, at det ikke ville gå"