Venstrefløj klager over Århus Politi
Venstrefløjen i Århus klager over, at Århus Politi har opgivet sag om voldeligt overfald på Café Oskar.
Venstrefløjen i Århus klager nu over Århus Politi til Statsadvokaten i Viborg. Samtidig beder venstrefløjen borgmester Nicolai Wammen (S) og det øvrige byråd om at gå ind i sagen og tale Århus Politi til fornuft.
Det sker på baggrund af politiets behandling af en episode tirsdag 29. november sidste år, da en gruppe personer fra den politiske højrefløj infiltrerede et møde på venstrefløjens hjemsted Café Oskar i Mejlgade. Op mod 15 personer stormede og raserede lokalet og overfaldt nogle af de tilstedeværende.
Tiltale opgivet
Århus Politi har imidlertid i et brev til de implicerede meddelt, at politiet har opgivet at rejse tiltale mod seks mistænkte personer fra højrefløjen, da sagen efter politiets vurdering ikke vil kunne føre til, at de pågældende dømmes skyldige.
»Trods omfattende efterforskning har det ikke været muligt at finde frem til de personer, der skulle have udvist grov forstyrrelse af ro og orden på Café Oskar den omhandlende aften,« hedder det i politiets brev. De seks personer nægter at have været til stede, og der er ingen beviser for, at de skulle have været på cafeen den pågældende aften. Den afgørelse er dybt nedslående for blandt andre Per Nielsen, formand for Kommunisterne i Århus.
»Jeg har hørt, at politiet har haft mange folk på sagen, men det er langt ude, at politiet ikke vil rejse en sag på overfaldet. Det viser - for mig at se - at man ikke er gået særlig dybt ind i sagen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan slippe fra den slags uden at blive straffet,« siger Per Nielsen.
Han har derfor indgivet en klage over Århus Politis efterforskning til Statsadvokaten i Viborg. Derudover mener han, at Århus Byråd bør gå ind i sagen, da borgmester Nicolai Wammen og andre politikere tog skarpt afstand fra politiske overfald efter episoden. Den slags skal stoppes, lød meldingen.
Borgmester i spil
Konkret mener Per Nielsen, at borgmester Nicolai Wammen "bør tale Århus Politi til fornuft". Men det afviser borgmesteren:
»Jeg tror da, at alle beklager, hvis det ikke lykkes at få straffet de skyldige, men vi lever i et retssamfund, hvor det er politiet, der vurderer bevismaterialet. Det kan jeg som borgmester ikke blande mig i, men jeg har sammen med byrådet sendt et meget klart signal om, at vi tager skarpt afstand fra voldelige overfald mod anderledes tænkende i Århus,« siger Nicolai Wammen.
Overfaldet på Café Oskar er også blevet en sag på Christiansborg, hvor Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen har stillet spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K) om Århus Politis behanding af sagen.