En dag af høj klasse
Det hele var godt, da Katinka Kilden havde sin første skoledag i 0. G. på Jellebakkeskolen. Læreren var sød, man skulle tegne og så kom Katinka til sidde ved siden af sine gode veninder.
Skoletasken står pakket ved siden af de sølvfarvede sandaler. Katinka Kilden er for længst klar til første skoledag, en halv time før de nye børnehaveklasser skal mødes i aulaen på Jellebakkeskolen kl. 10.15. Hun har været vågen siden kl. halv otte. Spændingen fordrives ved at rulle lidt rundt i sofaen. De nye hårspænder, sommerfugle med små perler på, rettes til, og så er Katinka helt skoleklar.
Hendes far Peter Jensen giver hende det navneskilt, som skolelæreren har sendt eleverne på forhånd.
»Så er der lige sommerfugle på,« siger Katinka begejstret.
De passer jo sammen med spænderne.
Sang og sølvsandaler
Da tiden nærmer sig, og hun endelig skal af sted mod skolen - sammen med sin mor, Naja Kilden, far og den nye lillebror på godt en uge - er der ingen sommerfugle i maven at spore hos fem-årige Katinka.
Hun traller og småsynger, mens hun tager de små sølvsandaler på.
I Jellebakkeskolens aula står en række klassetræer - en for hver ny børnehaveklasse, og Katinka finder hurtigt træet med 0.G. og sætter sig forsigtigt ved siden af en veninde, mens hun kigger omkring på de andre nye klassekammerater.
Nogle gaber allerede af træthed efter den spændte morgenstund.
Så kommer deres nye lærer rundt. Hun giver alle elever et lille knus, og Katinka hiver den lyserøde cardigan til side, så læreren kan se hendes navneskilt.
Skolelederen Torben Antonsen byder alle elever og forældre velkommen.
»Er der nogle, der har fået nye skoletasker,« spørger han de nye elever.
Katinka holder straks sin nye lyseblå skoletaske op i luften lige som de andre elever.
Gaver fra skolen
Efter at have sunget "Fætter Mikkel" er det tid til gaver fra skolen til de nye børnehaveklasser. Hver klasse får en fejekost og en fejebakke af rengøringsdamerne. Af tandlægeklinikken får klasserne et flag.
I 0.G. var det Katinka, der fik overrakt flaget.
»He, he. Katinka fik flaget,« siger sidekammeraten og smiler til Katinka.
I klassen ser der næsten ud som på den tegning, som Katinka havde tegnet dagen før med hendes forestilling om, hvordan det ville se ud i skolen. Der er blomster i vase. Klasselæreren står foran tavlen, hvorpå der er skrevet nogle bogstaver. "Velkommen" står der.
Katinka sidder ved et bord med to andre piger, Sofie og Signe.
»Den ene kender jeg fra vuggestuen, og den anden fra børnehaven,« siger hun, og i det hele taget godt tilfreds med den placering.
På bordet foran de nye elever ligger de første bøger og mapper og en stofnøglering, der forestiller en ko. Mens læreren byder velkommen undrer en dreng sig højlydt.
»Hvorfor kan den ikke give mælk?«
Skolestart med dessert
Klokken halv tolv er den første skoledag ved at være overstået. Katinka tager endnu en bid af det grønne æble, som de har fået.
Det har været en god dag, mener hun.
»Vi har tegnet. En pige, der skulle i skole,« fortæller hun, og nikker ja til, at læren har været sød.
I det hele taget har det været godt det hele. Intet var kedeligt, konkluderer hun.
Da den første skoledag var vel overstået, tog familien Katinka med til frokost på Cafe Ziggy på Trøjborg med is til dessert.
Og som en ekstra overraskelse fik hun en halskæde i første skoledags-gave af mor og far.