Leder: Betleri
DET GODE sommervejr har ikke gjort problemerne med betleri og handel på byens hovedstrøg mindre, snarere tværtimod.
Byens borgere og byens gæster må mere end nogensinde løbe spidsrod mellem hærskarer af betlende, for betleri er der jo tale om, uanset om man kalder sig musikere, gøglere, indsamlere, hververe eller - hvilket vel egentlig er det mest ærlige - kalder sig tigger.
Århus Cityforening har tidligere fokuseret på problemet, som i det daglige er en torn i øjet på foreningens medlemmer. Rådmand Peter Thyssen (R) har ligeledes tidligere beskæftiget sig med sagen, og det gjorde han igen, da han i forsommeren sammen med sine kolleger i København, Odense og Aalborg rettede henvendelse til Justitsministeriet.
Henvendelsen var en anmodning om lokalt at få bedre redskaber til at håndtere betleriet. Men den øvelse kan vise sig mere end svær.
Nemmest er det nok at udarbejde og få vedtaget en lovgivning, der tager højde for tidens realiteter, så det i hvert fald ikke bliver sværere at verfe tiggere, musikere, gøglere og folk, der bedriver ulovlig handel, ud af gadebilledet. Langt værre ser det ud med godgørenhedsindustrien, der sender aggressive hververe og indsamlere ud blandt det sagesløse folk.
Godgørenhedsindustrien, der mener, at dens eksistens er truet, hvis ikke den må betle og afpresse folk i det offentlige rum, bruger en del kræfter på lobbyisme og er derfor nok ikke ganske uden venner blandt beslutningstagerne.
Det er vanskeligt at trække grænsen for regulering af adfærden i det offentlige rum, og ingen løsning vil være optimal. Ingen kan principielt være interesseret i én eneste unødvendig begrænsning eller regulering, men det fordrer en form for moral hos de organisationer og foreninger, der mener det nødvendigt at agere i det offentlige rum.
En sådan form for moral er desværre som oftest vanskelig at få øje på, og derfor kan det blive nødvendigt med regulativer, der gør det muligt for almindelige mennesker at færdes uantastet. Hverken Århus Cityforening, rådmanden eller andre skal dog nok forvente, at godgørenhedsindustrien forvises totalt fra det offentlige rum, men eksempelvis anvisning af bestemte standpladser og regler for måden, som folk antastes på, kan også gøre det.
