Den ulige pensionisttilværelse
DEN ULIGHED der er mellem kvinder og mænds lønindkomst i arbejdslivet forstærkes, når man overgår til folkepension.
Mænd har en markant større mulighed for at forsøde pensionisttilværelsen end kvinder. Det viser de seneste beregninger fra arbejdsmarkedets tillægspension (ATP) på baggrund af data fra Danmarks Statistik og ATP.
På landsplan indbetaler mandlige lønmodtagere 10,2 pct. af lønnen til pension og kvinder indbetaler 9,3 pct. af lønnen til pension, en forskel på 0,9 pct. point.
Følger gennemsnittet
Århus kommune følger statistisk landsgennemsnittet.
Men da kvinder har en lavere løn så forstærkes uligheden i kroner og øre markant i pensionstilværelsen, i det mænd i snit opsparer 12.407 kroner mere om året end kvinder i Århus.
Beregningerne fra ATP viser, at den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder trives i bedste velgående.
Der skal et langt sejt træk til for at ændre denne ulighed. Forslag til konkrete initiativer:
- At vi erkender at der er lønforskelle på arbejdsmarkedet, som den første forudsætning for at vi kan mindske uligheden.
- Ligestillingsredegørelse på alle arbejdspladser med sikring af "ligeløn for samme arbejde" og "ligeløn for arbejde af samme værdi".
En kønsopdelt lønstatistik på alle virksomheder uanset antal ansatte.
- At der ved de kommende overenskomstforhandlinger sikres fuld pensionsindbetaling ved barsel, også af den ikke-løndækkede del af barselsorloven.
Ligeløn, ja tak - men hvornår får vi den?