Barsk virkelighed for AGF

Ølstykke på udebane er første alvorlige test af AGF-spillernes vindermentalitet.

Lars Pleidrup tygger lidt på spørgsmålet.

»Naah. Det minder ikke ret meget om Århus Stadion. Selve banen er fin nok. Men der er ikke sådan en rigtig tribune, mere noget asfalt, man kan sidde på.«

Fløjen er en af de få spillere fra Århus-klubben, der tidligere har spillet turneringskampe på Ølstykke Stadion, hvor AGF i dag er gæster i sæsonens første udekamp for århusianerne.

Mens flere af holdkammeraterne aldrig har sparket fodbold i den lille sjællandske provinsby, er Lars Pleidrup godt bekendt med Ølstykke efter adskillige år i Lolland-Falster Alliancen.

Alligevel er han usikker på, hvilket hold, Ølstykke kan sende på banen.

»De har skiftet rigtigt meget ud inden sæsonen. Men det bliver ikke en nem kamp. Den slags findes ikke i 1. division. Det har vi fundet ud af,« siger falstringen med henvisning til 2-3 kikseren hjemme mod Næstved sidste søndag.

Godt gensyn

For Pleidrups midtbanekollega Peter Sand bliver det et gensyn med den klub, der satte skub i hans karriere.

Akkurat som tvillingebroderen Ebbe var Peter Sand tilknyttet Brøndby, men han kom ikke længere end reserveholdet.

»Jeg tog til Ølstykke for at spille på et højere niveau, og jeg havde to gode sæsoner i klubben, inden jeg tog videre. Men Ølstykke er en klub, der oplever stor udskiftning i spillerstaben fra sæson til sæson, da klubben oftest laver korte aftaler. Da jeg var der, var klubben god til at samle spillere op, der ikke kunne bruges i de lidt større klubber. Enten helt unge talenter eller spillere fra superligaen, der var ved at drosle ned,« fortæller Peter Sand.

Dengang hed Ølstykkes træner Michael Schäfer, og blandt holdkammeraterne havde Peter Sand blandt andre backen Rasmus Daugaard, der siden er havnet i Lyn i Oslo efter nogle sæsoner i FC Midtjylland.

Peter Sand kan bekræfte Lars Pleidrups beskrivelse af Ølstykkes hjemmebane.

»Men det er i den slags omgivelser, man som spiller skal vise sin professionalisme og vindermentalitet. Sejren bliver ikke mindre på en bane uden tribune. Snarere tværtimod,« mener Peter Sand.

Dygtige spillere

Uagtet de ydmyge omgivelser søndag kl. 13.00 råder Ølstykke over et ganske udmærket fodboldhold, der ledes af den tidligere OB-træner Klavs Rasmussen. Hovedparten af det nuværende hold består af spillere, der har prøvet lykken i andre sjællandske eller københavnske klubber, inden de er havnet i upåagtede Ølstykke, hvor tilskuertallet uhyre sjældent når over 1.000 til en hjemmekamp for at se Michael Rytkønen, Yusuf Özturk, Jeppe Hestehave, Rami Kais, Jackie Christensen, Newroz Dogan, Andreas Sørensen, Emanuel Ukpai og de øvrige Ølstykke-helte.

»I 1. division er der virkelig mange dygtige spillere. Der er jo heller ikke plads til alle i superligaen. Teknisk set er mange af spillerne i den næstbedste række på højde med kollegerne i superligaen, hvor spillerne har et forspring, når det handler om fysik og kondition,« lyder Peter Sands advarsel.

I tabellen er Ølstykke og AGF placeret side om side. Ølstykke besejrede HIK 4-0 i premieren, men tabte i seneste runde 3-4 til Kolding FC efter at have ført 3-0 efter godt en halv times spil. Alligevel bør AGF være storfavoritter. »Vi går altid efter at vinde. Men hvis vi ender med at blive presset i bund, kan det godt være, at vi er tilfreds med et point. Men det er ikke noget, vi kalkulerer med. Vi går ud for at styre kampen, og jeg håber, at det kan lade sig gøre,« siger Lars Pleidrup.

At AGF-staben ikke tager let på kampen, er tydeligt. Allerede i går tog spillertruppen til Roskilde for at overnatte, så man slap for en trættende bustur tidligt søndag morgen for at nå frem til kick-off kl. 13.00.

jesper.engmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.