Vand i forhaven
På den strækning - Nordre Mole - hvor der i øjeblikket planlægges høje huse og store bygninger til både erhverv og beboelse, var der engang ikke andet end havvand. Det viser dette ca. 100 år gamle foto, som Jens Iversen har sendt.
Han bor selv på Kystvejen, hvorfra der i dag er en helt anderledes udsigt end omkring år 1900. I dag er der er en hektisk aktivitet på havneområdet foran Kystvejen. Året rundt lægger færgerne fra Sjælland til kaj lige ud for Kystvejen, mens togene på Grenaabanen suser forbi to gange i timen. Samtidig kører lastbiler og godstog i døgndrift containere til og fra havnen, mens kraner læsser de tonstunge kasser om bord på Mærsks skibe. JP