Tyvstart på Galathea 3
Flere østjyske turistattraktioner er repræsenteret, når skibet, der skal bringe Galathea Ekspeditionen rundt på sin otte måneder lange rejse, anløber i morgen Århus Havn.
Der er rig mulighed for at få sig en oplevelse, når Søværnets inspektionsskib "Vædderen", der skal bringe den store Galathea 3-ekspedition rundt på verdenshavene, i morgen holder åbent skib fra kl. 12-18 i Århus Havn.
Her kan man få en rundvisning på skibet og møde idémanden bag ekspeditionen, Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør Henrik Thomsen.
De gratis billetter til nærmere inspektion af skibet er allerede revet væk, men hele eftermiddagen vil der være rig mulighed for at besøge Galathea-teltet på kajen, hvorfra man også har god udsigt til skibet.
Tæt på pytonslangerne
På kajen vil repræsentanter for Randers Regnskov vise nogle af de dyr, som Vædderens besætning kan komme til at møde på den otte måneder lange rejse.
»Vi medbringer pytonslanger og agatudser, som publikum kan få lov til at røre ved, og man kan også prøve at løfte verdens tungeste træ,« fortæller biolog i Randers Regnskov, John Knudsen.
»Vi fortæller om dyrenes fordøjelse, og giver publikum en enestående mulighed for at lære en masse om de lande, Galathea Ekspeditionen skal besøge.
Randers Regnskov rejser med Galathea Ekspeditionen i farvandene omkring Grønland, Australien, Sydamerika og Caraibien.
En rejse tilbage i tiden
Ved en anden stand giver Kattegatcenteret og professor i zoofysiologi ved Aarhus Universitet Tobias Wang publikum muligheden for at rejse tilbage i tiden.
På Galathea Ekspeditionen vil professoren indfange det særlige krebsedyr dolkhalen, som lever i havet nær kysterne i Asien og Nordamerika, og på Århus Havn medbringer han et par levende eksemplarer af dyret.
»Vi kender til fire forskellige arter, men vi har en formodning om, at der findes en femte art, som endnu ikke er beskrevet. Derfor indfanger vi dem og tager blodprøver af dem, så vi kan bestemme deres genetiske sammensætning,« fortæller Tobias Wang, der er begejstret for dolkhalen.
»Det er et stort krebsedyr, som er nært beslægtet med edderkoppen, men det mest interessante er, at dyrene ikke har ændret sig i 500 millioner år. Vi kalder dem levende fossiler, for de giver os en oplagt mulighed for at rejse tilbage i tiden og undersøge, hvordan dyrene levede for mange år siden.
Galathea 3-ekspeditionen, der begynder 11. august, er den største forskningsekspedition i 50 år. "Vædderen" sejler fra København til Grønland. Derefter sydover til Ghana, rundt om Afrikas sydspids og over Stillehavet til Australien og New Zealand. Ekspeditionen fortsætter til Antarktis, op langs Sydamerikas vestkyst til Galapagos, Panama, Vestindien. Sidste togtben er sejlturen langs den amerikanske østkyst, før skibet næste forår vender tilbage til Danmark.