Thyssen afsporet
JYLLANDS-POSTEN skriver 6/7, at rådmand Peter Thyssen mener, at det er FOA der har skylden og dermed også er skurken i hele bybusproblematikken ved Århus Sporveje
Jeg mener, det er en herlig udtalelse, som netop viser, at rådmanden ikke aner et klap om, hvad der sket bare de seneste tre uger.
Under forhandlingerne har FOA forsøgt at komme med løsninger, endda tre turnus forslag.
Men alle er blevet forkastet af ledelsen - en ledelse, som nu åbenbart ikke har orienteret rådmanden om dette.
At rådmanden sammenkobler sygemeldte kollegaer med et ansvar hos FOA er noget vrøvl. Det er da sporvejsledelsen, der ensidigt har udarbejdet de vagtplaner, som chaufførerne arbejder efter, og som alt for mange er blevet psykiske syge af.
Det er da ikke FOAs skyld, at vagtplanerne blev, som de blev.
Den historie må Peter Thyssen længere ud på landet med.
Men inden Peter Thyssen drager længer væk med den historie, kunne han få sporvejsledelsen til at genoptage forhandlingerne om de arbejdsforhold, der mangler en aftale om, men det må sporvejsledelsen måske ikke for Peter Thyssen - tænk, hvis der blev enighed.
Jeg spørger bare i henhold til 4. maj aftalen: Hvorledes skal chaufførerne arbejde, og hvornår har chaufførerne fri efter den 14. august?