Nye tider for fagbevægelsen
JP ÅRHUS langede i sin leder 17/7 uretfærdigt ud efter fagbevægelsen i Århus. Her hed det bl.a., at vi forsømmer at være en aktiv og positiv medspiller i udviklingen i samfundet. Ærgerligt, at JP Århus har misforstået situationen i fagbevægelsen.
Det er rigtigt, at LO mister medlemmer, og det gør vi noget ved.
Gennem opsøgende arbejde på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser viser vi, at vi er til for medlemmerne. Derudover er der stadig 1.340.000 medlemmer af LO på landsplan, og hvis man ser på fagbevægelsen som helhed (LO - FTF - AC) er der ikke tale om, at lønmodtagerne fravælger den faglige organisering.
17. maj-demonstrationen viser også, at de unge bakker op omkring fagbevægelsen.
Sikre rettigheder
De skal til at placere sig på arbejdsmarkedet, og fagbevægelsen vil være et uundværligt fællesskab, hvor de unge kan sikre deres rettigheder på jobbet.
Lokalt bruger fagbevægelsen store ressourcer på den fælles opgave at opkvalificere den århusianske arbejdsstyrke.
Der vil blive mangel på faglært arbejdskraft inden for en række områder, især inden for bygge og anlæg. Det vil blive nødvendigt i alt at opkvalificere ca. 10.000 ufaglærte i de kommende 10 år.
Fagbevægelsen spiller også en særdeles aktiv rolle i Erhvervskontaktudvalget i Århus. Vi har været med til at gennemføre alle erhvervshandlingsplaner med det nødvendige formål at skaffe flere arbejdspladser til Århus og dermed til vores fælles velfærd i kommunen.
Nye opgaver
For den lokale fagbevægelse er illegal arbejdskraft en stor udfordring. Vi sikrer fortsat, at der gælder overenskomster med ordentlige løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, som anvender udenlandsk arbejdskraft.
De løn- og arbejdsvilkår, som fagbevægelsen har skabt i Danmark, skal ikke undergraves af globale markedskræfter.
Der er masser af nye opgaver, som fagbevægelsen aktivt og positivt forsøger at løse, også gerne sammen med JP Århus, hvis avisen kan se ud over egen næsetip.