DK-BERLIN Galerie MøllerWitt
Gennem de seneste 10 år har læssevis af danske billedkunstnere købt enkeltbillet til Tysklands hovedstad, der er blevet Europas kunstcentral.
DK-BERLIN Galerie MøllerWitt
Vestergade 56A Århus C.
Til den 26. august
Galerie MøllerWitt har inviteret syv berlinkunstnere, seks med dansk pas og en enkelt med tysk, til Århus. "DK-Berlin" hedder udstillingen, der ikke fylder meget: Kun 19 værker har fundet vej til galleriets små lokaler i Vestergade. Men kvaliteten er til gengæld høj.
Morten Schelde, uddannet på det københavnske kunstakademi, er et brandvarmt navn med fornemme udstillinger i både Tyskland og Danmark. Hans varemærke er kæmpestore tegninger, som for det meste er udført med rød blyant eller kuglepen. De røde streger dominerer også de syv nye tegninger i moderat størrelse, der hænger side om side på en hvid væg i galleriet. Morten Schelde er bedst, når han arbejder på papir i stort format, men de mindre værker er absolut værd at se.
Over for de syv tegninger hænger seks store fotografier, der alle viser skiløbere på norske løjper. Det er interessante Søren Lose, der står bag det arbejde. Men han har ikke selv taget billederne, de stammer som sædvanlig fra ukendte menneskers familiealbums. De gamle og falmede fotos ryger en tur gennem Loses computer og kommer ud med nye farver og forvrængninger. Sådan leger man med historien i den digitale tidsalder.
God er også Tommy Støckels samlesætsskulptur i gråtoner og pastelfarver samt Adam Saks' farverige collagemaleri og Ulrik Møllers miniature-landskabsmaleri. Lise Harlevs to bidrag er ganske morsomme, mens tyske Johanna Domke, som er uddannet i København, afslører stort talent inden for videokunsten med en lille film, der fanger solnedgangen over Berlin.