Rift om erhvervslejemål

Det bliver stadig vanskeligere at finde et ledigt kontorlokale i Århus.

Der er kamp om erhvervslejemålene i Århus.

Ifølge nye tal fra branchen er andelen af ledige kontorlokaler på blot et år faldet med 2,7 pct., således at kun 4,1 pct. af byens lokaler nu står ledige.

Den store efterspørgsel har sat sine spor, mener afdelingsleder i Århus Elsebeth Due Kjeldsen fra Ejendomsforeningen Danmark, der er erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.

»Antallet af ledige lokaler er blevet meget mindre. Det er noget, som vi kan se ud fra statistikken, men det er også noget, som man kan mærke på trafikken omkring Århus: Den er simpelthen blevet tættere ind til byen om morgenen,« siger Elsebeth Due Kjeldsen.

Stort er godt

Det er især de store kontorlokaler, dvs. lokaler på 3.000 kvm eller større, der efterspørges, fortæller hun. Alene de seneste tre måneder er antallet af ledige store kontorlokaler faldet med 25 pct.

»Det har været sådan i en lang periode, at store lejemål har været sværere at udleje. De mindre har der derimod været større rift omkring hele tiden. Men det har ændret sig, og de store er nu ved at blive udlejet for alvor.«

Nordea Ejendomme Vest har omkring 50.000 kvm kontorlejemål i Århus og omegn. Afdelingsdirektør Jørgen Lauridsen må nærmest melde om alt udsolgt.

»Vi har så få ledige lejemål, som vi næsten kan have. Stort set alle vores kontorlejemål i Århusområdet er udlejet. Det er lettere at få lejet ud end tidligere, og den anden vej rundt, så siger folk heller ikke op. De bliver i lejemålet. Det er en ny bevægelse,« siger han.

Den store efterspørgsel fører dog ikke umiddelbart til en dyrere husleje for Nordeas kontorlokaler, vurderer Jørgen Lauridsen, der samtidigt efterlyser nybyggeri.

»Jeg mener, at vi ikke kan få en bedre pris, end den vi får nu, og den store efterspørgsel giver ikke nogen udsigt til, at huslejen vil stige. Jeg håber dog, at der snart kommer gang i nyt kontorbyggeri,« siger Jørgen Lauridsen.

Ingen prisskrue

Afdelingsleder Elsebeth Due Kjeldsen er enig.

»Jeg tror, at der vil gå nogen tid, inden at efterspørgslen får en konsekvens på prisen. Så længe, at der stadig er ledige lokaler at få, så er der ikke nogen, der skruer den i vejret. Men det, som man kan forestille sig, er, at lejeren ikke kan presse udbudsprisen så meget, som han har kunnet tidligere. Hvis efterspørgslen stiger, og det er nemmere at leje ud, så er udlejeren jo heller ikke så villige til at lade sig til at lade sig presse i pris i forhold til det, som lejemålet er udbudt til,« siger hun.

Trods faldet på 2,7 pct. halter Århus dog en smule efter resten af landet. Her er kontorledigheden i gennemsnit på 4 pct.

jan.lauridtsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.