Da regnen afløste sommersolen

Campister er ikke sådan at slå ud. Selv om regnen i går til tider stod ned i stænger i Århus-området, blev situationen taget med et smil, men selvfølgelig med håb om solens snarlige genkomst.

Den danske sommer har været forrygende i år. Lige indtil fredag formiddag, hvor den ene regnbyge afløste den anden, og regnen flere gange stod ned i stænger. Det er både bønder og havefolk glade for, men hvordan tager campisterne på de århusianske campingpladser skiftet til regnvejr?

Vi satte os for at undersøge sagen, og på vej ud til campingpladsen Blommehaven lagde vi mærke til, at der ikke var et øje at se, hverken ved Tangkrogen eller ved Varna, hvor der ellers har været tykt af mennesker de sidste par uger. Ved stranden neden for Blommehaven var der heller ingen mennesker, men oppe på campingpladsen var der masser af telte og campingvogne.

Til Vikingetræf

Tæt på indgangen møder vi lærerparret Viv og Charlie Dawson, som bor i Suffolk County nær Harwich.

»Vi har været her på pladsen i tre dage, og det er bare skønt med lavere temperaturer nu. I England var det ekstremt varmt i flere uger med temperaturer op til 40 grader, så vi har virkelig savnet noget kølighed. Når det regner, så kryber vi bare herind under teltdugen,« fortæller Viv Dawson, og ægtemanden supplerer:

»For 22 år siden, da jeg lige var gået ud af skolen, var jeg med to kammerater til Vikingetræf på Moesgård. Det har jeg fortalt om lige siden, både vidt og bredt til min kone og vores to børn Cal og Freya på otte og seks år, så i år synes de lige, de gerne selv ville undersøge, om det nu også er så fantastisk, som jeg har sagt.«

Charlie Dawson deltog dengang i forskellige aktiviteter omkring fægtekampe og tilberedning af mad på store grillspyd, men i år har familien kun tænkt sig at kikke lidt på afstand af de mange aktiviteter.

»Vores børn er for små til at være med i aktiviteterne, men de glæder sig meget til at se vikingerne udklædt i rustninger og med sværd. Jeg er vist kommet til at fortælle dem nogle drabelige historier om, at folk bliver såret under kampene. Forhåbentlig bliver de ikke skuffet, når de opdager, at det ikke er helt så farligt, som jeg har fortalt hjemmefra,« siger Charlie Dawson med lidt bekymret stemme.

Kort tur til Sverige

Både Viv og Charlie Dawson, som underviser i henholdsvis engelsk og matematik, er meget fascineret af vikingerne, og derfor har de navngivet datteren Freya efter den nordiske kærligheds -og frugtbarhedsgudinde.

»Efter weekendens vikingespil på Moesgård har vi planlagt en kort tur til Sverige, og vi skal også en tur til København, men vores udgangspunkt er Blommehaven, hvor vi har bestilt plads i de 14 dage, vi er væk fra England. Vi synes, der er rigtig dejligt her, og det er bare fint med noget regnvejr oven på alt det solskin, vi har haft. Vores børn går rundt med en paraply lige nu. De synes, det er sjovt at høre regndråberne tromme ovenpå, mens de står i tørvejr nedenunder,« afslutter Charlie Dawson.

I det samme kommer børnene tilbage fra deres gåtur. De bekræfter, at det er sjovt at gå rundt under paraplyen, men de håber godt nok ikke, at det bliver nødvendigt med paraplyen mere end én dag. I morgen vil de gerne ud at bade igen og lege ved strandkanten.

Inkarnerede campister

Lidt længere inde på campingpladsen møder vi den danske familie, Betina og Flemming Pedersen, som bor i landsbyen Stenstrup ved Svendborg. De har børnene Jeppe og Simon på 13 og 9 år med samt kammeraten Emil på 13 år.

»Vi kom her til Blommehaven i forgårs, og vi er vist det, man kalder inkarnerede campister, for hver eneste år holder vi ferie på de danske campingpladser. Danmark er jo et dejligt land, og vi synes børnene skal se landets seværdigheder, inden de bliver så store, at de ikke længere gider tage med,« siger 37-årige Betina Pedersen, som til daglig er forsikringsmedarbejder.

Det er andet år i træk, at familien holder ferie i det østjyske. Sidste år camperede de i Århus Nord, fordi Barcelonas fodboldhold kom til Århus, og i år har de valgt Blommehaven for at prøve noget nyt.

»Århus ligger centralt i Jylland, så derfor camperer vi her som udgangspunkt for vores ture. Vi voksne er ikke så meget til strandliv, men børnene er ret glade for det, selv om lille Simon godt nok synes, der er lidt for mange sten i strandkanten,« fortæller montør, 40-årige Flemming Pedersen.

Familien nyder naturen i det østjyske, og i går var de på en dejlig gåtur omkring Marselisborg Slot. En enkelt regnvejrsdag betyder ingenting, og børnene kan tilsyneladende finde ud af at hygge sig indendørs.

»Vi spiller kort og hører musik, og så er vi i gang med den her mønt,« siger Emil og viser en mønt frem, som bliver sat i cirkulation. Efter nogle sekunder slår han hånden ned over den og dækker overfladen. Så skal de andre gætte, om det er plat eller krone. Børnene indrømmer, at selv om det er sjovt nok at spille mønt, så er det alligevel sjovere at spille fodbold, så derfor håber de ikke, at regnvejret varer ved.

Arbejde som avisbud

Inden vi smutter videre ud på pladsen har Flemming Pedersen lige en lille historie, han gerne vil fortælle.

»Vores ældste søn, Jeppe, skulle tjene lidt ekstra til ferien i år, så han fik en måneds arbejde som avisbud hos JP i Svendborg. Det gik fint de første tre uger, men så fik han mellemørebetændelse en uge før ferien. Vi syntes simpelthen, det var synd at vække ham klokken fem om morgenen, så jeg og Betina gik avisbud hver morgen i en uge, inden vi skulle møde på arbejde.«

»Ja, så vi har fået rigelig med motion for hele ferien,« supplerer Betina med et smil.

Forrygende ferie

Midt inde på campingpladsen møder vi familien Welskop, som kommer fra Wuppertal ved Lüne Burger Heide.

»Vi kommer lige fra Norge, hvor vi har været i tre uger, og om et par dage skal vi videre sydpå, hjemad mod Tyskland. Det har været en forrygende ferie i Norge, og regnvejret her i formiddag betyder ingenting. Vi var også i Århus på vejen op mod Norge, og vi synes, det er en dejlig by, selv om det er lidt irriterende, at vi får en dårlig vekselkurs, når vi handler med euro. Hvorfor gik I ikke med til euroen?,« spørger 67-årige Kurt Welskop, som er købmand. Heldigvis forventer han ikke noget svar. Hans 57-årige kone, Ingrid, er enig, og hun vil gerne fortælle avisen, at hun synes, at cigaretter og alkohol er alt for dyrt i Danmark.

»Vi kom tilbage fra Norge i går eftermiddags, og i dag har vi været inde og handle i Århus. Vi er netop kommet tilbage fra en tur i Aldi, som I heldigvis har nogle stykker af her i Århus. De har rimelige priser, som vi er vant til, og det er vores foretrukne indkøbssted,« fortæller Ingrid Welskop, som til daglig arbejder som sygeplejerske.

»Jeg tror, vi har taget over 2.000 billeder i Norge, og det er vel blevet til et par hundrede her omkring Århus,« fortæller den 30-årige svigersøn Mirko Nagel, som er gift med den jævnaldrende Kristine. Alle ryster på hovedet, da JP-Århus spørger, om regnvejret har nogen indflydelse på deres rejseplaner.

»Hele vores fire uger lange ferie er planlagt hjemmefra og kun naturkatastrofer kan få os til at ændre planer undervejs. En smule regnvejr betyder ingenting. Det er fjerde år i træk, at vi rejser rundt i autocamper, og vi er i forskellige lande hvert år. De andre år har det været Spanien, Italien og Grækenland,« afslutter datteren Kristine.

Fantastisk sommer

En rundspørge blandt de århusianske campingpladser bekræfter, at det har været et godt år pænt over middel. Blommehaven har øget belægningsgraden med godt 10 pct. siden sidste år, og ved Ajstrup Strand er tendensen den samme.

»Vi har ikke 100 pct. belægning, men det er pænt på vej deropad,« fortæller Anders Bisholdt fra Ajstrup Camping. Han har haft forretningen i fire sæsoner.

»Det har været en fantastisk sommer, når vi snakker salg af is og læskedrikke. Det har slået alle rekorder, og vores ismand har jublet hele sommeren. Han kan slet ikke få armene ned,« siger Anders Bisholdt, som kan melde om rigtig mange nordmænd samt en del tyskere og hollændere på campingpladsen. Fra Sydeuropa begynder der også at komme en del campister nu, fordi feriesæsonen er startet dernede.

»Vi kunne godt ønske os lidt flere danskere, men jeg tror, de er smuttet sydpå i år, fordi sommeren ikke har været så god de sidste par år. Når de kommer hjem fra sydens hedebølge og får at vide, hvilken kanonsommer vi har haft, så er de klar til at rykke ind på vores campingpladser næste år. På den måde bliver sommeren i år vores held næste år,« afslutter Anders Bisholdt.

jpaarhus@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.