Anmeldelse: TOtal TOpklasse
Undskyld. Jeg ved godt, at man som anmelder skal hade Toto, men siden debutskiven i 1978 har jeg været vild med Toto.
Toto, Bøgescenerne, fredag aften
Derfor har jeg stort set kun to karakterer for en Toto-koncert - den kan være god eller supergod - så er det sagt. Fredagens Toto-koncert i Skanderborg var god. Meget veloplagt band, sympatiske super-musikere, fede hits og godt med musikalske lækkerier undervejs. Men forsanger Bobby Kimball havde store problemer med sin stemme. Ind imellem faldt den helt ud, og undervejs var det tydeligt, at en lang Europa-turné havde sat sig for hårdt på stemmebåndene.
Heldigvis for Bobby Kimball er Toto et band med mange sangere. Guitarist Steve Lukather synger, livemedlem Tony Spinner synger og også keyboardmand - den herlige - Greg Phillinganes kan synge for. Og så blev det alligevel en klasse-koncert.
Tre gange peakede stemningen under bøgen, og - klassisk Skanderborg - var det Totos tre smashhits, der rykkede. Først med Hold the Line, derefter med Rosanna, der til lejligheden havde fået en fed funk-jazzet intro og endelig med ekstranummeret Africa smukt sunget af Greg Phillinganes. Men indimellem hørte nogen af os også tre stærke udspil fra det seneste album "Falling in between" og gode, gamle favoritter som Girl Goodbye og Pamela.
Og allerbedst fik vi besøg af seks af verdens allerbedste musikere, der viste, hvad de kan og tilmed var i særdeles godt humør. Så - rend mig i anmeldertraditionen - Toto er klasse.