Forældre opruster til sparekrig

Mens politikerne holder sommerferie, gør forældre klar til et stormløb mod de varslede millionbesparelser på skole- og børnepasningsområdet.

På byrådets læseværelse på rådhuset ligger 259 breve fra forældre i Århus Kommune.

Bunken vejer 3,5 kg, og presset sammen er den 11 cm tyk.

Det er indsigelser mod de spareforslag, som kommunen lægger op til på skole- og børnepasningsområdet. Mange af indsigelserne er med underskriftindsamlinger.

Og så er der de 600 postkort. De er fra børn og er sendt til borgmester Nicolai Wammen (S):

»Hej Nicolai. Lad være med at lukke mit fritidshjem. Hilsen Niels,« står der på ét.

Her stopper protesterne ikke.

Mens kommunen er halvt lukket, og politikerne med roligt sind er taget på sommerferie, er forældre fra hele kommunen ved at finde sammen i små og større grupper i en fælles kamp mod nedskæringer. De vil ikke acceptere, at kommunen blot tre år efter den seneste sparerunde igen skærer dybt i børnenes budget, og de vil være sikre på, at deres protester bliver hørt.

»Vi kræver, at besparelserne bliver aflyst. Jo flere vi står sammen, desto stærkere er vi, og jo bedre chance har vi for at blive hørt,« siger Thomas Andersen fra Lystrup, far til to, Sebastian på tre uger og Andrea på fem år.

Oprettet hjemmeside

Derfor har han sammen med de øvrige 13-14 institutioner i Lystrup og Elev oprettet hjemmesiden drop-sparekataloget.dk.

Andrea går i den integrerede institution Møllehuset i Lystrup. Hvis alle spareforslagene i det katalog, som kommunen har fremlagt, bliver gennemført, vil stedet ikke længere have sin egen ledelse. Ledelsesniveauet skal rationaliseres. Vikarkontoen vil også blive barberet, og der vil blive indført modulpasning, så forældre i højere grad kun betaler efter, hvor meget de får deres børn passet. Det vil i sidste ende betyde mindre personale. I kataloget er der spareforslag for 600 mio. kr.

Forslagene er forholdsmæssigt ligeligt fordelt på alle afdelinger i kommunen, men i Børn og Ungeafdelingen har man primært fokuseret på børnepasning for at friholde skolerne mest muligt. Derfor er der spareforslag for 240 mio. kr. på børnepasningen. Kommunen skal spare omkring 300 mio. kr. Thomas Andersen kan ikke lide det scenario, som sparekataloget tegner:

»Fakta er, at der bliver taget timer fra børnene. Også selv om man retter besparelserne mod administration,« siger han og klandrer politikerne for at mangle visioner.

»Hvad vil politikerne med børneområdet? Det vil vi gerne høre. Alle har visioner for miljøet og infrastrukturen, men når det handler om børn, er temaet altid nedskæringer. Og uanset at Nicolai Wammen siger noget andet, så er disse nedskæringer en politisk beslutning. Der var meget andet, som man kunne gøre.«

Thomas Andersen kommer med flere forslag. Hæv skatten eller grundskylden. Det er igen muligt i 2008. Optag et lån, indtil andre muligheder viser sig. For eksempel et regeringsskifte. Udskyd byggeriet af Marselistunnelen.

Fremstillet flyer

For at få flere forældre med i kampen har institutionerne i Lystrup og Elev også produceret en flyer. Til august bliver den delt ud i alle institutioner i Århus. "Hvorfor skal børnene betale?", er overskriften. Nedenunder står der, at Århus Kommune de kommende tre år vil spare op mod 720 mio. kr. på børn og unge, hvorefter forældre opfordres til at støtte børnenes ret til ordentlige vilkår i institutionerne. Foreløbig har protestgruppen fra Lystrup og Elev også samlet 350 underskrifter ind lokalt.

I Åbyhøj har bestyrelsen i den integrerede institution Perlen fået samme idé. Ledelsen har oprettet hjemmesiden daginstitutionermodforringelser.skrivunder.dk. Her samler man underskrifter ind. Foreløbig har 4.477 skrevet under. Samtidig har aktionsgruppen samlet 1.050 underskrifter på gaden. Nogle er også kommet med posten.

Perlen har sendt et brev ud til alle institutioner med en opfordring om at sætte en seddel på opslagstavlen om hjemmesiden. Oven i har institutionens bestyrelse fået lavet en streamer, som utilfredse forældre kan sætte i bagruden af bilen.

»Det er helt grotesk, at vi skal spare, samtidig med at vi indfører lærerplaner i institutionerne. Børnene er råvaren. Det er dem, som vi skal bygge fremtiden på. Det er selvfølgelig ikke alle børn, der får det dårligt, men nedskæringerne vil ramme flere børn. Regningen kommer før eller siden,« siger Tina Johansen, bestyrelsesformand i Perlen og mor til to, en pige på fem år og en dreng på to.

Hun klandrer regeringen for at sætte taksten ned frem for at fokusere på ydelsen.

»Vi har som forældre ikke andre butikker at handle i. Alligevel bliver vi ikke spurgt, før taksten bliver sat ned. Det har vi ikke bedt om,« siger hun.

Harlev i aktion

I Harlev har Christian Bennike oprettet hjemmesiden svigt-ikke-mit-barn.dk for at samle modstanden mod besparelserne, og der har allerede været 1.500 unikke besøgende. Han er far til to. Asger på to år og Villads på 14 måneder. Asger går i vuggestuen Den Grønne Gren, og Christian Bennike forudser, at besparelser vil reducere stuen til et opbevaringssted. Derfor er han gået i aktion.

»Alle forældre må byde ind med det, som de kan for at undgå disse besparelser. Det handler ikke om pædagoger, som er bange for at miste deres arbejde. Det handler om vores børn, og nedskæringerne vil få konsekvenser,« forudser Christian Bennike og peger på, at der bliver mindre tid til omsorg, læring og udflugter.

»Jeg har ikke guldkornene til, hvordan man skal løse denne situation, men det behøver jeg heller ikke. Jeg betaler skat, den er høj, og jeg forventer noget igen,« siger han.

Angst på fritidshjem

Det er ikke kun forældre til børn i daginstitutioner, der er bekymrede. De århusianske fritidshjem kan allerede fra 2007 være et historisk levn, hvis spareforslaget gennemføres. I prioriteringskataloget lægges der op til, at fritidshjemmene i stedet bliver en del af skolernes skolefritidsordninger. De 50 århusianske fritidshjem har foreløbig samlet 1.600 underskrifter ind mod den beslutning. I mandags troppede børn og ledere op på rådhuset og afleverede underskrifterne på den ferierende borgmesters kontor.

»Der har været meget stor opbakning fra forældrene, for hvis fritidshjemmene kommer ind under sfo'erne, kommer alle tilbud til at ligne hinanden. Så er der ikke plads til de børn, som ikke kan overskue de store institutioner. Eller de handicappede. Personalet skal nok finde nyt arbejde, men man er i gang med at ødelægge et velfungerende arbejde,« siger leder af fritidshjemmet Rundhøj Leif Stilling Petersen.

Forældrenævnet i Århus mødtes torsdag med repræsentanter fra daginstitutionernes bestyrelser for at koordinere modstanden mod besparelserne. Gruppen har foreløbig søsat planer om en stordemonstration på Rådhuspladsen, når byrådet den 23. august førstebehandler budgettet.

heidi.plougsgaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.