Fremtidens gymnasium

I morgen rykker de første 375 elever ind på det nybyggede knap 200 mio. kr. dyre Egå Gymnasium.

Et af årets mest arkitektonisk markante nybyggerier i Århus - Egå Gymnasium - står klar til i morgen at tage imod de første 375 elever fordelt i 14 skoleklasser i 1. og 2. g.

Egå Gymnasium er det første, som er bygget, så det også indretningsmæssigt lever op til gymnasiereformens krav om blandt andet udvikling og variation i brugen af arbejdsformer og meget tværfagligt arbejde.

Intet i den modernistiske nybygning minder om tidligere tiders skolebygninger. Borte er lange skolegange og de mange lukkede undervisningslokaler. I stedet virker den store bygning som et minisamfund med åbne pladser, gader, broer, udsigtsplatforme og et madudsalg.

Meget anderledes

Totalentreprenøren, MT Højgaard, har netop sammen med gymnasiets rektor Eigil Dixen og arkitekt Peter Dalsgaard fra Cubo Arkitekter A/S præsenteret den 15.000 kvm store bygning ved Mejlbyvej for pressen.

Det blev til en præsentation af en bygning, som udefra ikke skiller sig så meget ud fra andre arkitektoniske "kasser", men inden døre virker bygningen meget anderledes med et utal af glaspartier med en deraf følgende gennemskuelighed.

Faktisk er der meget få steder i bygningen, hvor lærere eller elever vil kunne arbejde usete af andre. Fra de store fællesarealer over flere etager kan man følge med i undervisningen i stort set alle klasselokaler og faglokaler.

De fleste klasselokaler har dog et lille rum, hvor lærere og elever kan drøfte ting, uden at andre hverken kan se eller høre, hvad der foregår.

»Erfaringer viser, at eleverne hurtigt vænner sig til, at andre kan se ind i klasselokalerne,« siger rektor Eigil Dixen, der kommer fra et job som souschef i Skanderborg Kommune.

Han er sikker på, at man har rammerne til et skolemiljø, som giver eleverne lyst til at være i bygningen - ofte også efter skoletid.

Arkitekturen gør, at man ved at lytte formentlig kan følge med i en hel del af det, der foregår i den store kantine, gymnasiets store såkaldte "forum" og krogene uden for undervisningslokalerne. Derfor står akustikken i morgen sin prøve, når bygningen for første gang er fyldt med elever.

Akustikken vigtig

»Netop akustikken har der været store krav til, og det har vi lært meget af at arbejde med, som vi nu har glæde af på andre skoleprojekter. Vi er spændt på, hvordan det hele virker, når de første gymnasieelever flytter ind,« fortæller divisions direktør Lars P. Adamsen fra MT Højgaard.

Der er anvendt mange elegante og til dels nyskabende bygningskonstruktioner, og det har derfor været en stor udfordring for MT Højgaards teknikere og håndværkere at bygge gymnasiet. Divisionsdirektøren lægger da heller ikke skjul på, at arkitekturen og kravene til akustikken har været en medvirkende årsag til, at man ikke har tjent så meget, som man egentlig burde på et projekt med en byggesum på 183 mio. kr. Til den pris skal lægges inventar, grundkøb mm., så slutprisen for Egå Gymnasium ventes at nærme sig de 200 mio. kr.

Amtet er bygherre, og amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) vil som én af sine sidste officielle handlinger den 8. november stå for den officielle indvielse af gymnasiet, der tydeligt kan ses fra Grenåvej. Ved årsskiftet overgår gymnasiet til at være en selvejende institution.

Rektor Eigil Dixen fortæller, at der er skabt ca. 100 ny arbejdspladser. Fuldt udnyttet fra august næste år med også 3. G klasser vil der være 80 lærere og godt 700 elever. På onsdag flytter i første omgang 375 elever og 38 lærere ind. 125 af eleverne har i et år modtaget undervisning i en midlertidig barak et par hundrede meter fra nybygningen.

Stort auditorium

Gymnasiet har faciliteter, som områdets beboere og foreninger formentlig også vil få glæde af. Der er f.eks. det udendørs idrætsanlæg og gymnasiets store idrætshal, som også kan anvendes til andet end idræt. Også et stort auditorium med 180 siddepladser kan man låne/leje.

Auditoriet ligger op til den store åbne kantine, og ved at skubbe alle stoletrækkerne til side kan auditoriets gulv inddrages som et sidelokale til kantinen med de muligheder for arrangementer, det giver.

Teknikken i den store bygning er et kapitel for sig, for naturligvis er gymnasiet udstyret med det allernyeste inden for it-teknologi til undervisningsbrug.

Arkitekt Peter Dalsgaard, der hos Cubo Arkitekter har haft det overordnede ansvar for projektet, fortæller, at bygningen er meget fleksibelt opbygget.

En hel masse stål

De fleste bærende elementer er store stålkonstruktioner og stålsøjler, mens væggene ofte ikke er bærende og derfor relativt enkelt kan fjernes eller flyttes.

Det vil på langt sigt sikre, at bygningen også vil kunne leve op til andre tiders syn på pædagogiske undervisningsmetoder, hvis de måtte ændre sig om 10, 20 eller 30 år.

kras@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.