Dårlige arbejdsvilkår afsløret
Halvvejs gennem sommerens program har LO Århus' Jobpatrulje besøgt 328 virksomheder og talt med flere end 80 unge i fritidsjob.
Over halvdelen af virksomhederne uden for Århus Midtby har problemer med at overholde flere regler og love. Det konstaterer LO Århus Jobpatrulje halvvejs gennem sommerens besøg hos nogle af Århusområdets virksomheder.
Alkohol på jobbet
Patruljerne har besøgt 328 virksomheder og talt med flere end 80 unge i fritidsjob, oplyser jobpatruljekoordinator Martin Larsen.
»Mange virksomheder uden for selve Århus har ikke forbedret forholdene for de unge. Optællingen viser, at hver femte af de interviewede arbejder i lokaler, hvor der udskænkes alkohol. I et grelt tilfælde har vi set, at en 13-årig arbejder i lokaler, hvor der serveres alkohol,« siger han.
For tunge løft
Hver femte unge fritidsjobber trækker og skubber f.eks. paller og rækker af indkøbsvogne, der er tungere end de tilladte 100 kg, og hver tredje løfter mere end de tilladte 12 kg.
»Desuden arbejder en del af de unge i længere tid end de tilladte ottetimers vagter, ligesom de arbejder på ikke-tilladte tidspunkter f.eks. om aftenen. Den gennemsnitlige løn for de unge er 55 kr. i timen, men den typiske forekommende lønsats er 50 kr. i timen. Arbejdsgivere lader unge arbejde på prøvetid, hvorefter de nægter at udbetale løn. Vi møder også en del arbejdsgivere, der af frygt for repressalier afviser os ved dørene,« oplyser Martin Larsen. kras