Fortsæt til indhold
Aarhus

Politihunde jagtede tyv over 15 km

Lovens lange arm var også udholdende i natlig jagt på to rumænske indbrudstyve.

En ihærdig rumænsk indbrudstyv forsøgte i nat forgæves at flygte fra en særdeles udholdende hundepatrulje fra Østjyllands Politi.

Den 19-årige rumæner var kort efter midnat blevet set sammen med en anden rumænsk mand under et indbrudsforsøg i Selling ved Hadsten.

Da politiet ankom til stedet, var de to mænd stukket af, men to hundepatruljer satte efter dem.

Den ene af dem, en 22-årig mand, blev hurtigt opsporet i Selling, hvor han sad i en bil med udenlandske nummerplader, og håndjernene klappede kl. 0.40.

Fire timer på fri fod

Makkeren var dog væsentligt mere udholdende i sit flugtforsøg og formåede at holde politiet stangen frem til morgenstunden.

Efter ikke mindre end fire timer med snuden i sporet og over en strækning på hele 15 km lykkedes det for hundepatruljen at opsnuse manden ved Trigevej/Vestermøllevej nord for Aarhus.

De to mænd er nu sigtet for indbrud.