VIA vokser
VIA University College åbner et nyt studentervæksthus i Aarhus.
Vækst, innovation og udvikling er på skemaet for de studerende på Via University College i Aarhus.
På mandag åbner et nyt studentervæksthus, der giver studerende med innovative ideer mulighed for at få hjælp til at udvikle ideerne, oplyser VIA.
Det nye hus hedder Videa Aarhus og er ifølge ambassadør og lektor på fysioterapeutuddannelsen, Birgitte Woge Nielsen, et tilbud til studerende, der har lyst til mere end den gængse undervisning.
"De skal have mulighed for at prøve kræfter med virkeligheden, hvis de for eksempel har en ide til en bog, de gerne vil have udgivet eller en nichevirksomhed, som de drømmer om at starte op. Intentionen er blandt andet, at vi ambassadører kan hjælpe de studerende med kvalificeret sparring på deres ideer og få dem henvist videre, hvis der skal andre fagligheder eller eksterne rådgivere ind over," siger hun.
Brug for iværksættere
Birgitte Woge Nielsen mener, at der er behov for at uddanne studerende til iværksættere, der kan tænke kreativt og se nye muligheder på arbejdsmarkedet.
"Vores velfærdssamfund er under pres, og derfor har vi et stort behov for folk i skoler, kommuner og erhvervsliv, der får ideer til, hvordan arbejdsrutinerne kan ændres - og handler på ideerne," fastslår hun.
Projektet med Videa er et samarbejde mellem VIA University College, Den Europæiske Socialfond, Region Midtjylland, og seks kommuner fra regionen.
Til at iværksætte aktiviteter i det nye studenterhus er der udpeget i alt 13 ambassadører på alle VIA's uddannelser i Aarhus og fire koordinatorer fra tre højskoler.