Politi: Bekymrende kørselsadfærd i Aarhus V
Færdselsaktion i den vestlige bydel første til 42 sigtelser.
Færdselsadfærden i Aarhus V er bekymrende.
Det mener Østjyllands Politi, der netop har opgjort antallet af sigtelser, efter de fredag lavede en færdselsaktion i den vestlige bydel.
I alt rejste politiet 42 sigtelser mod 35 personer, der enten var spirituspåvirket, narkotikapåvirket, kørte i stjålne biler, for stærkt eller over for rødt lys.
"Vi har tidligere været ude i Aarhus V, og der må vi jo nok sige, at færdselskulturen er bekymrende, når man på den måde kan tage 35 personer," siger Mogens Brøndum, politikommissær ved Østjyllands Politi.
Færdselsindsatsen varede fredag eftermiddag og aften, og 20 bilister kan nu se frem til et klip i kørekortet, oplyser politiet.