Angst og nerver på Aarhus Rådhus
"Vi er nervøse og bange" siger kollega om Aarhus-rådmand involveret i trafikulykke.
"Det føles som en knude, som går fra næsen og helt ned i fødderne. Dorthe er en person, som vi holder utroligt meget af. Vi er både nervøse og bange."
Kommunikationschef for Sundhed og Omsorg ved Aarhus Kommune, Thune Korsager, fortæller om stemningen på Rådhuset efter nyheden om, at den 67-årige rådmand Dorthe Laustsen er i livsfare efter en bilulykke.
Thune Korsager har arbejdet med rådmanden for omsorg og sundhed i mere end seks år og beskriver hende som et "rigtigt dejligt menneske."
Kollegerne holder derfor vejret, mens de venter på seneste nyt fra Skejby Sygehus, hvor SF'eren ligger på intensivafdelingen omringet af sin nærmeste familie.
Frontalt sammenstød
Dorthe Laustsen var på vej mod Horsens i sin bil, da hun af ukendte årsager pludselig svingede over i den modsatte kørebane, hvor bilen kørte frontalt sammen med en skraldebil.
Den 67-årige rådmand måtte skæres fri. På passagersædet sad hendes mand, der fik flere brud og er indlagt på Horsens Sygehus. Han er dog uden for livsfare.
Chaufføren i skraldebilen, en 56-årig mand, slap med mindre skader.
En garvet rådmand
Dorthe Laustsen meldte sig ind i SF i 1974 og blev første gang medlem af Aarhus Byråd i 1978.
Hun forlod byrådet i 1986, men vendte tilbage i 1994 og blev der til 2005 for at vende tilbage igen året efter.
Thune Korsager siger om den erfarne politiker: "What you see is what you get. Og det vi ser i Dorthe er fantastisk."
Dorthe Laustsen har to børn.
Søvndal krydser fingre
Formand for SF, Villy Søvndal, siger i en skriftlig udtalelse, at han er "meget ked og berørt" over ulykken.
"Jeg kan forstå, at det for især Dorthes vedkommende er meget alvorligt. Det gør mig utrolig ondt".
"Alle I SF krydser nu fingre for, at Dorthe og hendes mand kommer på benene igen uden alt for store mén. De og deres familie er i mine tanker," udtaler Søvndal.