Lokalpolitikere chikaneres
To ud af tre toppolitikere i Østjylland har oplevet chikane. Sociale medier har gjort problemet endnu mere udbredt.
Det er ikke altid så lidt, politikere må stå ansigt til; mails eller telefonopkald fra vrede borgere eller en tilsvining på åben gade er blandt de mest almindelige tilsvininger.
To ud af tre østjyske toppolitikere har været udsat for chikanering på grund af deres politiske arbejde. Det skriver P4 Østjylland på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, godt 500 borgmestre og udvalgsformænd i landets kommuner har svaret på.
Og skemaet viser, at problemet er mere udbredt i Østjylland end i resten af landet, hvor chikaneringen til sammenligning rammer hver anden toppolitiker.
Trusler om vold og voldtægt
I Aarhus har rådmand Bunymin Simsek (V) og hans kone, folketingsmedlem Fatma Øktem (V), begge oplevet grove trusler fra anonyme personer.
"Det viste sig, at det var to teenagedrenge, som truede med at voldtage min kone, og mig truede de med vold. Vi anmeldte truslerne, og det lykkedes politiet at finde gerningsmændene og få chikanen stoppet, siger han til DR".
Og med de sociale mediers indtog, eksempelvis Facebook og forskellige anonyme debatfora, er der næsten fri mulighed for at svine politikere og andre offentlige personer til.
Undersøgelsen viser da også, at mere end hver femte af de adspurgte politikere har oplevet chikaneringer på Facebook eller i andre fora på internettet.