Gratis kaffe til buspassagerer
Forundrede busrejsende glæder sig mandag over en kop varm kaffe inden busturen.
Busselskabet Aarhus Sporveje er i overstadigt humør.
Fra morgenstunden mandag havde et bredt udsnit af medarbejderne stillet sig op forskellige steder i Aarhus hver især udstyret med en stor tank kaffe på ryggen.
Og så var der ellers gratis kaffe serveret i papkrus til de ventende buspassagerer - eller et bolsje, hvis man foretrak det.
Initiativet er blevet overstrømmende godt modtaget, fortæller Preben Kildegaard og Jacob Thor Petersen, som skænkede kaffe og delte slik ud på Viby Torv mandag morgen.
"Passagererne siger, at de gerne vil have som en permanent ordning," lød det med et stort smil fra Jacob Thor Petersen.
Tak til passagererne
Busselskabet forklarer, at kaffe- og bolsjeuddelingen er en tak til passagererne, fordi de har skullet vænne sig til de nye buslinjer, der blev indført i 2011.
"Det glæder os umådeligt, at chaufførerne fik meget ros under den store omstilling," siger direktør Torben Høyer.
Og fra tillidsrepræsentant for buschaufførerne, Ejler Møller Petersen lyder det:
"Vi er meget glade og stolte over denne anerkendelse af indsatsen, så derfor synes vi, at det er en god idé at give lidt tilbage til passagererne".
Kaffeserveringen falder sammen med Aarhus City Forenings arrangement "Verdensbilleder", hvilket ikke er tilfældigt.
"Vi leverer i omegnen af 100.000 passagerrejser på hverdage. Så mange af detailhandelens kunder bruger de gule busser dagligt, og det er både vi og detailhandlen selvfølgelig glade for. Som byens busselskab ønsker vi at støtte de aktiviteter, der foregår i Aarhus," siger Torben Høyer.