Lastbiler ødelægger trafikhelle i centrum
Flere granittoppe er revnet i helleanlæg på Frederiks Allé, der blev anlagt i 2008.
Aarhus Kommune er utilfreds med, at lastbiler benytter en trafikhelle midt på Frederiks Allé til parkering.
Det er ikke blot ulovligt, men er sikkert også årsagen til, at flere af de kostbare, forholdsvist nyanlagte pyramidefliser er begyndt at revne.
»Der er ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem de ulovligt parkerede lastbiler og de revnede fliser,« konstaterer afdelingsingeniør Jens Bruun, Aarhus Kommunes vejkontor.
Sænke hastigheden
Han er ærgerlig over, at nogle af pyramidestenene allerede er i stykker, og han bebuder en indsats over for de ulovlige parkeringer.
»Vi er nødt til at gøre noget ved det, men om det bliver en løsning med at spærre hellen af eller en forstærket indsats fra parkeringsvagterne, kan jeg ikke sige endnu,« lyder det fra Jens Bruun.
Granitpyramiderne blev i 2008 anlagt som trafikhelle på Frederiks Allé omtrent ved Lundingsgade som et led i en foranstaltning, der gjorde vejen smallere, for at sænke hastigheden i trafikken.
En halv mio. kr
Kommunens vejkontor skønnede dengang, at anlæggelsen kostede 400.000 kr., men prisen røg efterfølgende op med yderligere ca. 100.000 kr., da pyramidefliserne viste sig at være spidse og skulle slibes ned. Man frygtede, at gående kunne komme til skade, hvis de faldt på de skarpe fliser på vej over gaden.
Jens Bruun afviser, at de ulovlige lastbilparkeringer er foranlediget af få p-pladser til af- og pålæsning.
»Der er lastepladser i området, og det strider imod færdselsreglerne at parkere i et helleanlæg. Når nogen alligevel gør det, er det, fordi de ikke gider gå. Men nu tager vi ud og ser på det,« siger Jens Bruun.