Få din morgenkaffe i bussen
Midttrafik giver kaffe og bolsjer til alle passagerer som tak for forståelse under omstillingen.
En større omlægning blandt byens buslinjer fandt sted i august 2011, og det har både passagerer og chauffører skulle vænne sig til.
"Og som en beskeden tak for et godt samarbejde giver vi kaffe og bolsjer til vores kunder," forklarer direktør for Busselskabet Aarhus Sporveje Torben Høyer om udskænkningen mandag den 4. juni.
Det bliver en blanding af alle medarbejdere i Busselskabet, der vil servere kaffen for ventende passagerer på centrale steder i byen. Samtidig vil der være bolsjer i busserne.
Bonus til medarbejdere
Busselskabet er kåret som Midtjyllands bedste af Aarhus' passagerer, og Torben Høyer siger, at der under omstillingen har været ros til såvel chauffører som folkene bag linjerne i Busselskabet, hos Midttafik og i Aarhus Kommune.
Indsatsen fra vores medarbejdere kan tydeligt ses i bundlinjen for 2011, og derfor har vi også valgt at give en bonus til hver enkelt medarbejder," siger Torben Høyer.
”Vi er meget glade og stolte over denne anerkendelse af indsatsen, så derfor synes vi, at det er en god idé at give lidt tilbage til passagererne”, siger tillidsrepræsentant for buschaufførerne Ejler Møller Petersen.
100.000 passagerer på hverdage
Arrangementet den 4. juni falder sammen med Aarhus City Forenings afholdelse af "Verdensbilleder". Og det er ikke en tilfældighed, forklarer Torben Høyer.
”Vi leverer i omegnen af 100.000 passagerrejser på hverdage. Mange af detailhandelens kunder bruger derfor de gule busser dagligt, og det er både vi og detailhandlen selvfølgelig glade for. Vi vil meget gerne støtte op om aktiviteterne i Aarhus."