Visioner gemt i en flyvende kuffert
Firmaer skal tænke originalt for at overleve. En virksomhedsudvikler har derfor bygget kontor som flyvende kuffert.
Er det en trækasse?
Søvnige morgencyklister har i flere uger undret sig over den bygning, der i løbet af seks uger har taget form på Søren Frichs Vej i Aarhus. Projektet har været hemmeligt indtil nu, og cyklister har derfor nysgerrigt stjålet et hurtigt blik ind af vinduerne uden at få noget at vide af ejeren.
I denne uge er huset klar til indvielse, og Thomas Lütken, der ejer huset, kan løfte sløret for sin flyvende kuffert. Den meget nytænkende virksomhedsudvikler Thomas Lütken har tidligere gjort sig bemærket med sin skæve tilgang til udvikling af virksomheder. Efter stiftelsen af firmaet VovemoD i 2004, der indtil videre har besøgt firmaer i deres domiciler, var det tid til at åbne op for firmaerne i eget hus.
Dengang, der blev tænkt stort
Et ægte tæppe fører hen til hoveddøren, som åbnes af en køn pige klædt i blonder og en enorm kjole. Pigen hedder Roselil, og bare ved synet af hende er man klar over, at rejsen tilbage i tiden allerede er begyndt.
"1890'erne var tiden, hvor blandt andre Sherlock Holmes og hans partner Watson udviklede ideer og gennemskuede mysterier. Der blev opfundet mange geniale ting dengang, og det synes jeg, vi har mistet fornemmelsen for i dag. Derfor har jeg i indretningen ladet mig inspirere, så vi kan få de samme tanker på banen igen," forklarer Thomas Lütken om sin noget særegne indretning.
Herreværelset, hvor man bydes på salte nødder og vovemods-whiskey, har tunge tapeter, dybrøde møbelpolstringer på mørke, udskårne træmøbler og malerier i overdådige guldrammer. En af rammerne er dog udstyret med en stor skærm, som kan kobles til computeren og dermed bruges til præsentationer eller en samtale over Skype.
Hjernen skal udfordres
En hemmelig indgang i Narniaskabet fører fra Herreværelset og ind i den Omvendte Sal. Her er man tvunget til at udfordre hjernen, blandt andet fordi dørhåndtagene skal skubbes opad, og fordi det kræver tilvænning at se gulvtæppet ligge på loftet og et bornholmerur og potteplanter hænge ned ad væggen.
"Rummet skal afspejle, at man virkelig skal give slip på ordet "plejer" og slå sin autopilot fra. Her skal alt på bordet. Også de ting, der måske virker urealistiske," forklarer Thomas Lütken.
Går man videre, kommer man ind i Stilleværelset med kunstigt græs på gulvet, en halvanden meter høj pælehytte med en madras og masser af tynde silketæpper svøbt omkring. På væggen hænger et oversigtskort for, hvordan man kommer fra en uvane til en juhuu-vane. Lütken siger, at han aldrig bruger kedelige handelsskoleregler, men laver overskuelige oversigter, der let kan huskes af alle.
"Huset og alle dets rum skal illustrere, hvad der kan skabe effektivitet i en virksomhed, og hvad der kan give mere ro til at opdage det, der kan få firmaet op at køre igen. Vi er allesammen vanemennesker, og nogle gange har vi bare brug for et skub," siger han.
Herunder kan du se flere billeder fra kontoret på Søren Frichs Vej 20: